Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AAQ Albert Dresdner.
blev opfundet paa nyt paa hver ny færd og hvert nyt fore
tagende, saa friske, saa naturlige og fordringsløse var de og
virket de. Meget maatte betænkes og forberedes, om en slik
fart skulde «klaffe»; men paa selve færden var der ingenting
at merke, da var alt ungdomslyst og overmod. Og dog var
selv i denne lyst den stille opdragelsesvilje som laa i Vandre
fuglen, i virksomhet. De unge fyrer var besjælet av en pris
værdig ærgjerrighet efter frivillig tugt: at ikke beskadige eller
besudle naturen, at spare den gjestfri bonde for enhver moie
eller uorden, overalt hvor de viste sig, at efterlate et godt
rygte _ det var god Vandrefugleskik, og der blev lagt saa
meget desto større vegt herpaa, som Vandrefuglens sukces
hadde fremkaldt daarlige efterlignere, og «vilde» vandrefugler
svømmet gjennem landet som efterlignet og hæslig over
drev den egte Vandrefugls sedvaner, begik alslags tugtløsheter
og, fordi de manglet Vandrefuglens aandelige og sedelige
gehalt, forfaldt til paatrængenhet, umaadelighet og raahet.
At verge sig mot denne urene konkurranse og skarpt at ut
skille sig fra den laa i de egte vandrefuglers største interesse.
I Vandrefuglens selvopdragelse og bekjendelse til det
egte, naturlige og sunde laa der noget overbevisende og hen
førende; det viste sig paa den smukkeste maate i dens inter
esse for den tyske folkevise. Vandrefugl og folkevise, —de
to hører sammen, som stamme og gren; den følelsesfulde,
inderlig sværmeriske og saa igjen ganske løsslupne tyske
folkevise var netop Vandrefuglens stemme, og i rette tid
hadde de fundet hinanden. Ti netop paa den tid stod
folkevisen i alvorlig fare for at bli kvalt av gemene gateviser.
Man hørte vel om aftenerne i landsbyen, «Ach, Susanne, wie
bist du doch so schön» og lignende ædle produkter av Ber
lins gatemuse; men den gamle folkevise var forstummet; det
var længe siden den hadde gjældt for «fin» og «moderne».
Men nu kom, oftere og oftere, disse friske gutter og piker
vandrende og til klangen av «die Klampfe» (luth) eller fele
bevinget folkevisen deres marsj; eller de stillet sig, nåar
aftenkjølingen var kommet, op foran landsbylinden eller et
andet sted og sang, og nåar nu alt det som det tyske folk
i et halvt aartusen hadde oplevet i lyst og lidelse, klang
ut fra disse unge stemmer, da sang folkevisen sig uimot
staaelig atter ind i hjerterne paa de tilstrømmende, andægtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
