Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Thrap-Meyer: Ludvig Holstein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Thrap-Meyer.
der kommer et Øieblik da Landet vender sig mot sin Dyrker.
Da Sindet, maaske under Indflydelsen av en Sorg, kræver
noget at slutte sig nær til. Men Landet viger bort fra En,
ut mot Himmelen, synes at forsvinde der, og Smærten følger
med, glider ut, ja forsvinder, men som Landskabets og Him
lens Runding altid synes at vende tilbake til et Punkt, en
seiv, saaledes vender ogsaa Smærten tilbake, og stærkere end
før. Heri ligger tror jeg Krisen for saa mange danske, ikke
alene for Digterne. Og Følelsen av Hjælpeløsheten paa den
vide Slette drager mange ind i Skovene til de farlige sorte
Vandhuller. Faa har saa sandt og ærlig visst at kjæmpe sig
ut av denne Krise som Holstein. Han har maaske engang,
bøiet av Lidelse, famlet om sig for at finde et Holdepunkt,
noget fast at knytte sine Billeder til, og hans Haand har fattet
om Mulden, Hjemmets Muld. Og han er kommet til at se
Livet fra dets Dybder. Han har set Træet fra dets Rot, som
det vokser opad til de høieste Kvister. Han har set det skyte
Liv og Blomster, visne og dø, rolig og organisk.
Det er Abildens Tid
over Grene og Kviste
myldre og briste,
hvirvlende Stjerner, til Sommer staar hvid
det er Abildens Tid.
Ogsaa Stemningerne fra den store Krise har, tror jeg,
faaet sit Uttryk i Holsteins Digtning. «Far, hvor fl yver
Svanerne hen?» heter et forunderlig Digt. Det er ikke
saa meget Ordene der gir Slettefornemmelsen og dens sær
egne Psykologi som i Rytmen, og det umiddelbare Indtryk
man faar av Digtet. Paa samme Vis som i Tsjaikowskis
Chanson triste, der er oplevet under samme Indflydelse
gjentages Motivet bare med en liten Ændring, stærkere og
stærkere indtil alt munder ut i Haabløsheten, i Døden.
Men Far, vi seiv, hvor gaar vi saa hen?
Bort ! Bort ! Øinene lukker vi ;
Hovedet bøjer vi, klagende sukker vi,
bort! Bort! Ingen ved hvorhen.
Ungdomsdigtene er som Kjærlighetens ydmygt taknem
melige Taarer der speiler hele Livet, og alt det Sol og Skygge.
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
