Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arnulf Øverland: Det hvite hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnulf Øverland.
Nu er det slut paa det. Gudskelov. Nu kan jeg sove.
Der er intet andet at gjøre allikevel. Jeg forsømmer intet.
De der hjemme det er synd for dem. Men det faar
gaa som det kan. Jeg kan ikke gjøre noget ved det. Jeg faar
ha lov til at tænke litt paa mig seiv nu. Dette er min sak.
Ja, herremingud, det er godt at komme til ro. Jeg er
nødt til at ligge her, jeg har intet ansvar mere, jeg toer mine
hænder, «denne kalk» er tat fra mig.
Det er ingen übehagelig forsmak. Det er godt for et
menneske at faa sove, nåar han er træt.
Og det har ingen hast. Litt efter litt vænner man sig
til tanken: Dette er et venteværelse.
Alt er ordnet paa det bedste. Doktoren kommer og ser
efter, hvordan det staar til. Søster Mathilde kommer med et
suppekrus og gaar igjen. Hun sier godnat og slukker lysene.
Og Mors tusler stille og forsigtig omkring i korridorerne og
trappern e derute.
«Denne kalk!» Nei, han har ikke tat den endnu.
Han tar den ikke fra os med magt. Holder vi fast paa den, saa
faar vi beholde den endnu en stund. Men vi blir jo trætte
og valne i hænderne tilslut. Og saa sovner vi gjerne fra den.
"Ai. Jeg har vært oppe i 39 nogen dage; men nu er
kurven gaat ned igjen. I øieblikket er jeg saa nogenlunde
feberfri.
Jeg fik en besynderlig reglementsstridig serenade forleden
dag. Det dunket paa døren og sang: «Kom, Adolfine, kom,
Adolfine, ta mig om halsen!» I denne duet av to unge pike
stemmer, daanefærdige av latter, faldt der pludselig ind en
tredje, meget alvorlig oldfruen, fru Jørgensen. Jeg skulde
ha ro, desværre.
Eilers er feberen siet ikke saa værst, nåar den bare hol
der sig nogenlunde jevn. Den er nærmest en ekstatisk til
stand. Man merker litet til sit befindende og sine omgivelser.
Tingene rundt omkring faar nyt lys og fremmede farver. Og
man rykkes fuldstændig ut av sin vante førestillingsverden.
Jeg for min del har næsten altid en følelse av at være paa
reise, uagtet jeg aldrig har reist længer end fra Kristiania og
hit. Det er 6 timer med jernbanen.
5/u. 37,7 næsten normal.
526
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>