Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Kristianienseren Christian Krohg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristianienseren Christian Krohg.
han maler. De er én person. Derfor blir Krohg han
faar tilgi mig kunsthistorikeruttrykket et stilfænomen, som
stadig vil komme til at studeres. Det skrevne ord og det
malte billede belyser gjennem samme personlighet en av de
eiendommeligste epoker i nyere kunsthistorie, og forbindelsen
ligger aapen i dagen. Paradoksen, den pludselige replik, de
respektlöse vendinger svarer til tegningens lunefuldhet, skis
sens lyseffekt og strøkenes vilkaarlighet. Men samtidig gaar
en understrøm av bred menneskeskildring gjennem al Krohgs
kunst. Han har aldrig kunnet eller villet artistisk isolere sig
og sin kunst. Den har altid staat i livets tjeneste, altid
været et led i «kampen for tilværelsen». Hvilket fond av
menneskeskildring har vi ikke i alle kunstnerportrætterne.
Werenskiold kampglad og sikker, paa tvers over stolen, Munthe
elegant med paradoksen paa læben, Thaulow i pels ved sit
staffeli oppe i Vestre Aker. Diriks forlæller om den tid da
han malte «daarlig nok til imellem at faa ros i Aftenposten».
Vi ser Harriet Backers kloke blik, Amaldus Nielsens sjøfugle
uttryk og Eilif Peterssen i sit elegante atelier. Der er frem
ragende portrætstudier med Kitty Kiellands og Edvard Munchs
raceansigter. Hvad som slåar en er stilenheten mellem bil
leder og tekst. Ta f. eks. billedet av Ender med jæpet og
snadden i mundviken og blikket, som virkelig kaster ind den
lille pludselige saare replik: «tjener Dere noe, Dere ærlige
malere, da?» Det er kristiania-impressionisme vi har, nåar Lam
mers taler med store bokstaver, Sigurd Ibsen fortæller diplo
matisk de mest udiplomatiske ting, nåar Obstfelder og Krohg
i den lyse morgen staar paa et hjørne, taler længe sammen
og blir tristere og tristere, «ham over mig og jeg over ham».
Ludvig Meyer finder vi oppe i hans pragtfulde leilighet i
Bygdø Allé, hvor han og konsortiet eier det meste av gaten.
Lyriker-redaktøren faar vi i fuld virksomhet, han som be
gyndte som salmedigter med
og som slutter med at elske Byron fremfor nogen og som citerte
Hellas i hundred øers tunger skaaret,
stedet hvor Sapphos sjæl sin glød utsang
og som lovet østers og champagne saasnart avisen var istancL
Vor Gud han er saa naadig,
men Satan er saa graadig,
551
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
