Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Kristianienseren Christian Krohg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37 Samtiden. 1920
Kristianienseren Christian Krohg.
aldeles straalende skildring av. Det er Dickensk menneskelighet
over samtalerne med denne dølestorhandler, der samtidig
eiet litt av sagagubbe og Per Gynt over sig.
Men bedst har vi tidens stilpræg over skildringen av vore
toldere og syndere. Tolderne var Jødelands jobbere og bo
hemer, «jeunesse doréerne», som dyrkedeßomerrikets fremmede
guder og kultur, pariserne likeoverfor de gamle forbenede
farisæer. Mesteren fra Gallilæa, den store menneskehender,
saa sjælsmuligheter hos alle disse livshungrige, og det er
en selvfølge at Christian Krohg sympatiserte med vore hjem
lige toldere. Vi har greven av Kristiania, som bragte sine
forældre om ikke sorg, saa dog vemod, vi har skildringen i
«Dissonanser» av de tre Bacchi tempeltjenere, dr. philosophiæ,
matematikeren Hekscher, ingeniør Rivert og livsforsikrings
agent Berg paa deres fisketur til en lodshavn ved fjorden,
vi har Georg Friis, som skulde trøste sin kjærlighetssorg hos
«piken» i Kjøbenhavn, og som fortalte ham at «der er to slags
av dem som besøker mig, det er de glade og de bedrøvede,
men der er mange slags av hver av dem». Og kvinderne’
hele Albertines verden, Svart Anna, Agnes, Amalie, Marta
med lokken, Jossa, disse den hellige Magdalenas kri
stianiakollegaer vier han sin berømte bok og sine endnu mere
berømte billeder. Overalt er stilen tidens. Det er som han
seiv sier et sted, «foråt kunsten skal bli et levende led i kul
turutviklingen, er det naturligvis nødvendig, at kunstneren og
det han skaper ikke alene av børn av den tid hvori de lever,
men næsten av den dag, paa hvilken de lever. Ikke saaledes
at motivet netop behøver at være hentet fra de sidste dages
begivenheter, men den aand, det lune, den lidenskap, som
svæver i de sidste dages luft, den maa drive i den kunst som
skal gripe de sidste dages mennesker. Det samme pulsslag,
som er fælles for hele det store liv vi kalder samtiden, det
maa der føles litt av i det kunstverk, som skal ha betydning
for samtiden. Det maa være samtidens blod, som er strøm
met ut fra samtidens store hjerte, er gaat gjennem kunst
nerens store verk, har git det liv, og saa vender tilbake igjen».
Det er dette som har git hans store Kristiania-skildring
dens stil, dens holdning, hans kunst har git den uforgjæn
gelig værdi.
553
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
