Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tyske kulturbreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyske kulturbreve.
nogen av sine bærende kræfter og bevægelser avgjort anti
musikalsk. Antimusikalsk virket fremforalt industriens vekst.
Der dampsirener hyler og maskiner durer, blir musikken
taus. Proletaren, som hater sit arbeide, som ikke har noget
hjem, som er lam nåar det gjælder sjælelig flugt, han eier
ingen sang. At den tyske musik har holdt sig levende og
sund, tiltrods for at proletariatet stadig øket og øket, er
borgerklassens fortjeneste, og de som idag ikke kan faa an
klaget og utskjeldt borgerklassen nok for at være blottet
for sjæl og kultur, burde bli klar over at den tyske musik
kultur er en borgerkultur. Borgerklassen kunde by musikken
den samling, den hjemlige intimitet og den sjælelige hengi
velse som den trænger, og det er sagtens mer end et til
fælde at alle tyske tonemestre er oprundet av borgerstanden.
Bourgeoisiet derimot, som er et forfaldsprodukt av indu
strialisme og kapitalisme (i Tyskland forresten av meget
senere dato end i de vestlige lande), maa betegnes som anti
musikalsk. Ti for en bourgeois er musikken ikke sjælelig
förnödenhet og oplevelse, men underholdning, luksus, sanse
egging; i regelen er han ikke knyttet til musikken ved egen
musikalsk utøvelse og fordypelse, men hans interesse for
den ytrer sig ved at han mottar færdige, betalte ydelser;
dersom han staar i et personlig forhold til musikken, er det
i egenskap av æstetiker, som nyder toneverkets formskjønhet
med raffinert øre, mens dets indhold lar ham sjælelig og
aandelig überørt. Den borgerlige musikkulturs eksponent er
kammer- og husmusikken og det alvorlige dilettantarbeide;
det musikalse bourgeoisis eksponent er det til uhyrlighet
overdrevne konsertliv og virtuosvæsenet.
Indeklemt mellem proletariat og bourgeoisi har borger
klassen allikevel greiet at holde den tyske musiks livskraft
vedlike. Men om den ogsaa i fremtiden vil kunne staa imot
det voldsomme tryk som for tiden knuger tyskerne, kan
ingen si paa forhaand. Fredsbestemmelserne av Versailles og
St. Germain, som følger det civilisatoriske princip at ta og
forby alt som paa noget sæt og vis kan tages og forbydes, har
rigtignok høimodig ikke forbudt det tyske og tysk-østerrikske
folk (som i aandelige ting med eller uten Frankrikes tilla
delse danner en uløselig enhet) at synge. De har bare til
snørt dets strupe, saa det holder paa at kvæles. Skulde den
573
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
