Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Sigrid Undset: «Kristin Lavransdatter»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francis Bull.
for at skjule sin skam. Et ganske væsentlig utsnit av Kristin
Lavransdatters historie kunde gjengives med de samme
ord, og den som sætter sig til med det nyutkomne bind av
Norske folkevisor like efter at ha læst Sigrid Undsets bok,
vil i det hele gang paa gang finde vers som kunde gaa ret
ind i romanens stemning og handling. «Herren Jennaar»,
«Far og dotter», «Bendik og Aarolilja», det er viser som di
rekte skildrer lignende begivenheter og skikkelser som de
der lever i «Kristin Lavransdatter». Likevel tror jeg ikke
at Sigrid Undset i nogen større utstrækning har brukt folke
viserne som «kilder» for sin bok; jeg tænker mig muligheten
av at stemnings- og motivslegtskapet med folkeviserne for en
stor del har været hende seiv übevisst, og jeg tar det som
et tegn paa hvor rigtig hun har truffet tidstonen i sin for
tælling.
Kristin Lavransdatter er ikke den første «historiske ro
man» i Sigrid Undsets forfatterskap. Foruten sin bearbei
delse av «fortællinger om kong Artur og ridderne av det
runde bord» har hun skrevet «fortællingen om Viga-Ljot og
Vigdis» ; men det er mer end 10 aar siden, og hendes mange
nutidsskildringer kunde ofte faa en til at glemme at hun
næstefter Hans Kinck er den av vore nulevende digtere
som sterkest har søkt at leve sig ind i norsk middelalder.
Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis var et moderne forsøk
paa at skape et sidestykke til de islandske ættesagaer; trods
en del snakkesalighet var den i det store og hele et vellykket
eksperiment, enkelte scener var likefrem ypperlig fortalt, og
hovedfigurerne stod med sterke og klare konturer. Men man
kunde føle sig fristet til at spørge hvad boken egentlig skulde
tjene til; de gamle sagaer er gode nok, de trænger ikke av
lösning, og en pastiche kan vanskelig naa til at interessere
en i samme grad som sagaerne seiv. Derfor er det en übe
tinget vinding at Sigrid Undset i «Kristin Lavransdatter» er
gaat utenfor sagatiden og sagamotiverne, og at hun bare med
diskretion har latt sagastilen indvirke paa fremstillingen ; i
personbeskrivelserne især er sagastilen kjendelig nok, og hele
uttryksmaaten i boken har klang av norsk middelalder, men
det er ikke længer en efterligning hun lager. Om ordvalg
og sætningsbygning hist og her kan virke søkt og altfor ut
studert, er det rent undtagelsesvis ; i hovedsaken har formen
602
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
