Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Sigrid Undset: «Kristin Lavransdatter»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Undset: c Kristin Lavrausdatter».
faat den naturlige egthet som svarer til at indholdet er gjen
nemlevet.
Der ligger mange og lange studier bak en slik indføling
i en fjern fortid som fru Undset her har vist. Det er visst
ikke ofte man kan knipe hende i anakronismer, og en række
scener i boken fører en langt ind i den gamle tids skik og
tænkemaate. Fru Aashilds lægeraad og broder Edvins munke
fromhet, den gamle brune stavkirke som brænder, og den
store stenkirke i Hamar hvor Kristin første gang ser solen
lyse ind gjennem glasmaleriers farveglans, livet i Nonneseter
kloster og markedsfærdselen i Oslo, alt slikt gir historisk
kolorit, og fylder boken med en avveksling og en farverig
dom som gjør en godt efter de mange bøker hvor fru Undset
hadde lagt et næsten uavvæltelig tryk av sandfærdig gråa
hverdagslighet paa sine læseres sind. Men den historiske
kolorit er allikevel paa en vis en biting i «Kristin Lavrans
dalter»; historien er bare rammen omkring billedet av de
evig tilbakevendende drifter og kämpe i menneskenes liv.
Ogsaa av den grund er det rigtig av hende at stille sine
personer ind ikke i sagatiden, men i folkevisetiden. Sagatidens
Norge er altfor opfyldt av historiske begivenheter til helt at
kunne gjenopstaa i en historisk fortælling om opdigtede privat
personers individuelle skjæbner. Men ved tiden omkring 1300
er det som det begynder at bli stille i landet; de begivenheter
som da hendte, lever ikke i vort sind, fordi ingen kunst
ner og historiker som Snorre og de andre sagaforfattere har
fortalt os om dem. Da er det at folkeviserne tar til at klinge
for os, og berette om drap og hevn, om troll og overnatur
lige magter, men først og sidst om elskovs lyst og elskovs
kvide. Den tid valgte Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson
til bakgrund for de almenmenneskelige kjærlighetskonflikter
i «Gildet paa Solhaug» og «Halte-Hulda», og den tid har fru
Undset valgt sig her. Det er forresten let at merke at hun
er trængt dypere ind i fortidens leve- og tænkesæt end Ibsen
og Bjørnson; ikke bare i detaljerne, men ogsaa paa centrale
punkter kommer det frem, særlig kanske i billedet av den
katolske kirkes magt over sindene, hvor langt og hvor kort
den nåar. Hun kjender miljøet, og hun vet at bruke sin kund
skap, som f. eks. i den mesterlige, dramatiske scene ved Arne
Gyrdssøns lik ; men hun kjender ogsaa de uforanderlige drag i
603
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
