Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tryggve Andersen.
militære, prokuratoren, det er et galleri av ypperlig tegnede
tidsfigurer og levende mennesker. Vi indvies i de mest for
skjellige skjæbner, og skjønt hver av disse skjæbner er tids
bestemt og gir kulturbilledet, griper de os menneskelig. Mindst
de erotiske Tryggve Andersen har aldrig sin styrke i skild
ringen av kjærlighet. Den spiller liten rolle i hans forfatterskap.
De tre ypperste beretninger er «Mened», «Høsttinget» og
«Mens skydsen venter». Mened er en skildring om de tiders
barbariske retsvæsen. Den er en mørk, stemningsmættet
fortælling; det er beundringsværdig hvordan naturen, skog
marken lever i denne skildring, tiltrods ingen forfatter
kan være mindre paatrængende i sit naturmaleri end Tryggve
Andersen. De to tvillingbrødre Bernt og Mons, to halvgamle
og ugifte skræddere, har mot betaling avlagt falsk ed i en
grænsetvist. Det gjælder om den omtvistede skog ligger in
den eiendommen Ramstad, og de to vidner fylder sine sko
med muld og sverger paa at de staar paa jord unda
Ramstad. De er paa hjemveien efter edsavlæggelsen :
«Stien gik langs Hoffselven. Dalen var trang med bratte
sorte aaser til begge sider. Over dem var höstnattens him
mel høi og blåa. Der funklede enkelte blege stjerner.
Før de naaede halvveien, stod fuldmaanen op. Da stan
sede Bernt og løste skoremmene sine. Mons skyndte sig
videre bort fra ham, indtil han med ét brød igjennem older
buskene ned til elven, som der strømmede rolig i bred bag
evje. Saa løste han ogsaa remmene, satte sig og tog skoene
af. Han løftede dem den ene efter den anden og rystede
dem over våndet; jord og sand tømtes raslende ud. Og han
vrængte hoserne af sig. De klistrede fast, havde store huller
og var stive af størknet blod. Det, som havde været i skoene,
havde skuret huden af under fodbladene.
Han stak benene ned i våndet, som isnede ham om
læggene, og plaskede forsigtig frem og tilbage. Maanelyseffaldt
klart paa elven, og store hvide skumtopper flød sagte forbi.»
«Høsttinget» heretter som før nævnt om sammen
støtet mellem bønder og embedsmænd. «Mens skydsen ven
ter» gir kjøkkeninteriøret, tjenestefolk og skyssgutter sitter
ved nattetid og venter paa at gildet hos cancelliraaden skal
slutte. Her faar vi høre bygdesagn og overtro, og det er
her som saa ofte hos Tryggve Andersen meget av
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
