Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster.
men med en dulgt gru, fortæller folket om det som kaldes
overtro, fordi det tror paa det, fordi det har virkelighet
for det. Det fantastiske hadde ogsaa sin virkelighet for
Tryggve Andersen som kunstner, en sjælelig virkelighet av
likesaa stor styrke som hvad han ellers visste at fortælle om
livet. Derfor fortæller han om dobbeltgjængere og skrømt
med den samme episke likefremhet, den samme ro i stilen
som nåar han fortæller om livets almindelige virkelighet.
Men med den dulgte gru under.
Den kunstneriske fuldkommengjørelse av hans stil ligger
i det utsøkte ordvalg. Ikke i sjeldne ord eller i særegne
sammenstillinger. Intet er ham fjernere end at ville over
raske eller forbløffe. Det ansaa han for at være grovt mar
kensløier med publikum. Men han prøver sig frem indtil
han har fundet det eneste nøiagtig rammende ord, den mest
fortællende vending. For det ord som rammer bedst, er
ogsaa det naturligste, derfor faar denne kunstnerisk omhyg
gelige stil dette præg av selvfølgelighet. Den flygtige læser
vil ikke tro at hvert ord er provet om igien og om igjen, at
hver sammenstilling er vraket og veiet, at liver farvevirkning
er set atter og atter før den er endelig bestemt. Det er det
mest intime kjendskap til hvert ords valør og det mest fint
merkende øre for klangen i den hele sætning. Hertil føier
sig en sjelden evne til at variere ordet, til at kunne skifte
ind det nye ord tii den nye stemning.
Han förlåter aldrig den helt episke tone. Der sniker sig
aldrig drama ind i beretningen. Dens motsætning er stilen
i Jonas Lies kulturhistoriske romaner og fantastiske noveller.
Naar undtages «Den fremsynte», som er holdt i ren episk
stil og ikke staar Tryggve Andersens fortællekunst fjernt, er
Jonas Lie i sin digtning impressionist, han vil levendegjore
øieblikket, samle vore sansers forskjellige indtryk i samtidig
het, og hvor det lykkes, opnaar han ogsaa at vi faar en sterk
fornemmelse av alle ting og alle personers samhörighet, alt
samles i et fællesskap av stemning. Tryggve Andersen for
tæller, og vi indfanges av selve foredragets stemning, av dets
tone som med den fineste nænsomhet skifter efter beretnin
ningens art. Der er en storladen ro i denne fortællekunst,
men en ro som rummer patos, ironi og humor. Der er in
tet, eller meget sjelden noget av Lies lunhet i Tryggve An-
186
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
