Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: En Bismarckantipode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bismarckantipode.
Som tusenvis av tyskere i hans tidsalder har ogsaa La
garde længtet efter gjenreisningen av det tyske rike og det
tyske keiserdømme, og da hans længsel gik i opfyldelse, hil
ste og oplevet han begivenheterne med glæde. Men av denne
glæde høres næsten ingen gjenklang i hans skrifter: tvil,
bekymring, besk kritik det er strengene han spiller paa,
nåar han kommer ind paa tilstandene i det nye tyske rike
og dets fremtidsutsigter. Men for ikke at bedømme ham
galt, er det nødvendig at fastslaa, at hans utilfredshet med
det nye tyske rike ikke skrev sig fra en misfornøiet grætten
het, som hos enkelte blir en slags vane overfor alt nyt som
hænder og ydes. Allerede i aaret 1853 signaliserte Lagarde
faren, som syntes ham at true den tyske fremtid. Dengang
sa han om Tysklands ening, som jo først maatte tilkjæm
pes, at man derved altid tænkte paa enhet i politisk styre,
men han paastod at man derved burde betegne enighet
blandt dem som styrte. Med andre ord: Lagarde saa som
maal den tyske nations indre, aandelig-sjælelige enhet, som
enhetsstaten maatte og vilde spire frem av som en naturlig
frugt, men han lovet sig intet godt av en tysk stat, som blev
grundlagt uten basis av den indre nationale enhet. Og at
der endnu ikke fandtes enhet i selve nationen, saa han
med et skarpsyn, som ikke kan tages feil av. Dette er nøk
len til hans opfatning av det tyske spørsmaal. Og tildragel
sen tok netop den vending, som han ansaa for skjæbne
svanger: under Bismarcks geniale ledelse kom den statlige
ening istand, men nationens ening brydde Bismarck sig
intet om; stik motsat Lagardes opfatning ventet han, at
den vilde følge av sig seiv, nåar staten først var grundlagt.
Lagarde derimot gjentok atter og atter med det største efter
tryk, at statlig enhet uten national enhet er og blir en kun
stig frembringelse, et farlig fremmedlegeme i folkeorganis
men. Hvad er det som skaper en nation? spørger han.
Og han svarer: fællesidealet, som stammebrødrene er rede
til at hævde og naa op til. Vel at merke: idealet, ikke
idealerne. Allerede for mere end en menneskealder siden
har Lagarde skjønt, at alle de mangehaande idealer, «idea
lernes harem», som kulturmenneskeheten nutildags staser
sig op med og prøver at glimre med, er surrogater, et tomt
ingenting, et abstrakt emne for søn- og helligdagsledere i en
257
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
