Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: En Bismarckantipode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bismarckantipode.
tioner som ikke hemmer, men som fremmer utviklingen.
Han fordret en organisation av folket, ikke en ret og siet
inddeling, slik som den vestlige liberalisme medførte den.
Mot indførelsen av det parlamentariske apparat i Tyskland
indvendte han, hvad neppe kan gjendrives, at et folk først
virkelig maatte være til, før det paa en eller anden maate
kunde repræsenteres. Det parlamentariske system betegnet
han som prestesystemets anvendelse paa politiske forhold,
og han ventet, at det politiske presteskap i længden vilde ha
den samme ødelæggende virkning som det kirkelige preste
skap. Regjeringen bør ikke se sin opgave i at vinde et re
gjeringsparti, men i at skape en hel klasse, som seiv er i
stand til at styre, d. v. s. at skape et selvbevisst folk. Uten
denne forutsætning er den parlamentariske folkerepræsenta
tion bare fiktion, usandfærdighet. Paa det bitreste og som
det mest foragtelige bebreider han parlamentarismen og til
like pressen, at de ødelægger det vigtigste av det, som en
stat beror paa, nemlig følelsen for det personlige ansvar,
som alle politikere bør ha. Og dog stod den tyske parla
mentarisme endnu i sin blomstringstid, da Lagarde skrev
dette. Ingen har saa tidlig og med saa fint nationalt instinkt
kjendt de uorganiske, kunstige og usandfærdige elementer i
rikslegemets opbygning, ingen har saa umiddelbart og sterkt
forståat motsætningen mellem utvortes kraftutfoldelse og indre
opløsning i det nye tyske rike.
Hans politiske programs kjerne og kvintessens var føl
gelig: at Tyskland maatte bringes fra den statlige til den na
tionale enhet, at det saa at si maatte forandre sin politiske
aggregattilstand. Det er Lagardes «ceterum censeo». Veien
til dette maal saa han i, at der maatte gripes tilbake til den
gamle, egte, tyske individualisme. «Alt kommer an paa at
det enkelte menneske sættes ind i disse rettigheter. » Hoved
opgaven for den nye periode i tysk historie er at opdrage
flest mulig mennesker til personligheter og karakterer. Vel
var Lagarde enig med Goethe, som i sin politiske indifferent
isme hadde git det raad:
«Zur Nation Euch zu bilden, Ihr hofft es, Deutsche, vergebens;
«Bildet, Ihr könnt es, dafur freier zu Menschen Euch aus,»
men han ventet, at netop Goethe og han alene, skulde faa
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
