Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Anne moster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
igjen. Og siden, eftersom dagene gik, begyndte hun at for
ståa at alt vist ikke var med hende som det skulde. Saa da
slaattonnen var fra sig gjort, sa hun en dag til Anders at
første prækensøndag som kom, vilde hun fare til kirke og
træffe søster sin paa andre side fjorden og saa finde doktoren
som snareste med det samme; det var ikke frit for andet end
at hun hadde været ute for tandverk i det sidste, sa hun.
Ja, det var skikkelig bra det, saa gjorde hun gjerne saa vel
og fik tak i noget tobak til ham, siden hun skulde ivei allikevel.
Da Anne kom hjem igjen, hadde hun baade tobak og
tanddraaper med sig og atpaa en liten flaske perikumbrænde
vin fra søsteren, saa Anders bent frem sa, at nåar det var
slike kirkereiser hun gjorde, blev det vist ikke længe før han
nøgdes skikke hende avsted igjen. Hun fristet at drage paa
smilebaandet, der hun stod borte ved aaren. Men just i det
samme kokte melkesuppen over til al Guds lykke, maatte
en vel sige, saameget hun slåp svare. For det var snaut
hun fik aanden, slik som bringen snørte sig ihop da han sa
det. Aajo det var sagte glædelig kirkefærd, som förslog.
Han skulde bare idelig visst hvad besked doktoren hadde
git hende. Og nåar ret var, skyldte hun vist at bære den
frem og Gud naade, hun skyldte det vist alt for meget.
Men hun visste og det med sig seiv at hun ikke vilde være
god til at’ ta de ordene paa tungen; siden fik det gaa som
det vilde.
Det var lettere sagt end gjort allikevel, det, forstod hun,
og værre blev det, jo længer tiden led. For ofte nåar de
strævde sammen paa bøen, kunde Anders snakke saa om et
og saa om andet som skulde gjøres, og da la han ofte til
med et litet smil bort paa hende: «En faar tænke litt paa
dem som efter skal komme og.» Og der gik hun og lydde
paa og visste med sig seiv at der aldrig skulde komme nogen,
alt arbeidet, alt det de strævde med, var bare for fremmede
fremmede skulde ta baade hus og jord, og hun og Anders
skulde engang sitte som kaarfolk og se dem styre og stelle
der hvor barnene rettelig skulde været, de barnene som hun
aldrig kunde faa. Mer end en gang, i sine bitreste stunder,
prøvde hun at snakke frempaa om det. Men akkurat da var
det likesom Anders ikke sanset noget slikt og jo længer
det led, des raadløsere blev det.
574
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
