Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kåre Foss: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes.
en følge av og ingen aarsak til luftforandringerne, og i næste
avsnit skal jeg da søke at skildre aarsakerne.
I tredve-aarene kommunicerte vort aandsliv med Eu
ropas. Striden mellem «norskhetspartiet» og «danomanerne»
er et strømmøte mellem Vest-Europa og det unge Tyskland.
Begge parter røbet trang til virkelighetsdigtning, haanet ro
mantisk væsen og eiet ingen autoritetstro. De følte sig begge
i opposition.
I nær forbindelse med dette tilløp til realisme maa vi
se det ensomme fænomen: «Amtmandens Døtre». Ti ellers
gik da huldren og gjætet paa Parnasset, som øverst var
krönet med en sæterhytte.
Det er merkelig: en tid saa rik paa materiel fremgang
som 50-aarene var aandelig «en tid mellem slagene». Det
eneste som spiret var pietismen. Paa Universitetet præparerte
Monrad de vordende embedsmænd med livsforlatt, stiv
konservativ hegelianisme. Men de sortklædte, hvitslipsede
teologer hadde til aandsføde den mest haardkokte ortodoksi
forkyndt av Caspari og Gisle Johnson.
Grundtvigianismen var jo sin tids friske pust, men ved
Gisle Johnson blev den trængt ut fra Universitetet: pietismen
sat alt i høisætet. Johnson forkyndte at teologien d. v s.
den lutheranske dogmetro han dyrket var «Videnskabernes
Dronning».
En kraftig og uforsonlig, dypt følt, men fanatisk dogma
tiserende aandsretning blev i hans tid grundlagt i kirke og
folk en aandsretning som under en generations forbitrende
kamp mot grundtvigianismen og dens arvtagere (de liberale
teologer) og mot «brandesianismen» tilslut har sat sin sidste
knold i Menighetsfakultetet.
Den menighetsfakultetiske aand behersket altsaa i sin tid
Universitetet og derfrå det hele land bare at den var endnu
snævrere; ti ogsaa denne retnings mænd har, skjønt mot
stræbende, lært av tiden.
Gisle Johnsons magt var uhyre. Til og med ældre prester
fra den Hersleb-Stenersenske periode gik over til ham, og
teologerne fra 50-aarene var «som Voksi hans Haand» (Heuch).
Hvordan dette voks blev formet, fortæller Kr. Janson
109
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
