Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kåre Foss: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kåre Foss
Det var den berømmelige «kamp mellem tro og viden».
Rasmus Nielsen hadde slynget ut den these mot de teologiske
pietister at teologien ingen videnskap var hvorpaa Brandes
i et motskrift fremla den undersætningen at Rasmus Nielsen
var likesaa teologisk som de han bekjæmpet. Begge parter
faldt nu over Brandes.
I Norge hadde man fulgt nøie med i striden, og Bran-
indlæg føltes som et direkte hugg mot de livs-fordøm
mende teologiske mørkemænd ogsaa her i landet. Brandes
hadde allerede erhvervet sig et saare slet rygte blandt dem,
og han skulde snart forværre det.
Hans uvilje mot kirken og mot en bestemt type av dens
tjenere har siden git sig mangehaande utslag. Han har av
vekslende været ironisk, bitter og overlegen. Men det er
ingen anledning til at gaa nærmere ind paa det her. Jeg vil
bare nævne som en direkte fortsættelse, Garborgs skrifter
mot Heuch (Johnsons discipel) og mot Petersen. Artikelen
«Vantroens Væsen» overtræffer seiv Brandes med sit lysende
vidd under et netverk av godlynt ironi som mesteren ikke
eier. Bjørnsons og Kiellands prestehat er det over
flødig at nævne det gjælder som bekjendt pietisterne.
Bjørnsons opfattelse av grundtvigianerne er sympatisk, han
mener kun de er over evne (presten Sang, o: Kr. Janson).
Brandes fortapte sig ikke i ufrugtbare teologiske stridig
heter. Julen 1870 skriver Ibsen til Brandes, som da laa
syk i Rom: «Hvad det gjælder er Menneskeaandens Revol
tering, og der skal De være en af dem som gaar i Spidsen.»
Dette brevet gjorde slikt indtryk paa Brandes at han blev
frisk og skrev et digt i sin glæde. Han hadde tidligere be
tegnet Ibsen som en Dumas paa norsk grund, indvarslende
en ny virkelighets-digtende tid. Og nu hadde han en dugelig
vaabenfælle: Ibsen var født til høvedsmand, seiv var han
skapt til væbner. Han væbnet en hær.
Tre kvart aar efter begyndte Brandes sin største gjerning
som aandsfornyer. Hans forelæsninger om hovedstrømninger
i det 19de aarhundredes litteratur er som et opslag til den
stormfulde stortid i norsk litteratur.
« Jeg føler intet samarbeide,» hadde Bjørnson skre
vet til ham to aar før. Men da aviserne i 1871 gjenlød av
de berømte forelæsninger, fulgte Bjørnson spændt, næsten
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
