Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: Oscar Wilde - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oscar Wilde.
mende bind, vilde de dog ikke kunne holde ham ilive utover
den første generation.
Bøkerne om Wilde har i det hele tat liten berettigelse:
der trænges ingen biografiske oplysninger for at dokumentere
hans personlige egenskaper. Hans forfængelighet, hans snob
beri, hans egoisme, ja endog det som mange kalder hans
charme, fremgaar alt tydelig av hans bøker. Man kan trække
en linje midt mellem Douglas’s og Sherard’s ståndpunkter
og si han var hverken god eller siet, men en sum av nøitrale
egenskaper, som egoister saa ofte er. Harris paastaar at han,
nåar undtages i de sidste aar, aldrig hørte ham tale ondt om
nogen. Paa samme vis var han omvendt uten venskap og
uten taknemmelighet.
En kanske utbredt mening er absolut og funda
mental feil, at tro at han faldt som offer for et venskaps
ideal. Det er sandt at han var gavmild og generøs; men det
faldt ham naturlig mot de som beundret ham og smigret
hans forfængelighet. Hans begreper om venskap tok altid
form av et krav, og aldrig har nogen endnu fortalt om et
offer han gjorde for et venskaps skyld. Det vedkommer ver
den litet, og det er uten betydning for bedømmelsen av Wil
des karakter at diskutere rækkevidden av Douglas’s skyld.
Hvad enhver vet, er at hvor et sandt venskap føler sig saa
ret og forraadt, slaar det om i sorg og ikke i hat. Robert
Ross handlet derfor taktfuldt og rigtig da han tilbakeholdt
mesteparten av «De Profundis». Disse personlige utfald har
senere delvis været referert i pressen og kan nu læses i
Harriss bok. Men de er en bedrøvelig og nedværdigende
lekture. Er beskyldningerne sande noget som aldrig vil
kunne bevises, er de utvilsomt fældende for Douglas; men
enten de er sande eller ei, er de fældende for Wilde.
Han var uten ærgjerrighet; kunstnerisk ærgjerrighet var
hos ham erstattet av personlig forfængelighet, og paa sin
tomme, grænseløse og selvforherligende forfængelighet blev
han fældet. Bortskjæmt og forkjælet, egget til arrogance,
tapte han hodet og dermed den kritiske bedømmelse av for
hold og perspektiv. Det er sandt at han blev forraadt, men
som kunstner skulde han ha kjendt verden bedre. Det er
ikke rigtig at si som Harris, at England straffet ham fordi
han var kunstner, som det før hadde straffet Keats, Shelley
147
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
