Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater
Christensen hadde iscenesat begge forestillinger. Han er
paa sin maate en fremragende instruktør. Hans instruktion
straaler av energi, han satte op «Cyrano de Bergerac» paa
forholdsvis kort tid, men hele det svære apparat var i fuld
stændig orden, han kan faa friskhet og fart over statisten og
masseoptrin, arrangerer i det hele overordentlig virknings
fuldt. I 1921 har han ogsaa sat «Kirken» i scene. Alle disse
tre forestillinger var av den art at netop arrangementet, mas
serne, statisteriet maatte ta det væsentligste av instruktörens
tid og opmerksomhet. Det skulde være morsomt at se
Halfdan Christensen sætte et intimt skuespil i scene; det vilde
gi tydeligere besked om de intensioner han forfølger som
instruktør.
I «Cyrano» spiller frk. Gerda Bing Roxane, det var et
klokt og rigtig spil, men hun strak ikke til, hadde ikke sødme
nok, ikke stemme nok; men som Dorine i «Tartuffe» var
hun udmerket: hendes friske naturlige replik kom hende
briljant til nytte, hun utfoidet en livlighet, en munterhet, en
opfindsomhet, som gjør denne præstation til noget av det
mest lovende frk. Ring hittil har vist os. Hr. Stormoen var
Orgon, og han var naturligvis intelligent og morsom.
Nationalteatret spilte «Kongsemnerne», Centralteatret «Fru
Inger til Østraat», begge teatre med gjester, henholdsvis
Johan Fahlstrøm og fru Agnes Mowinckel. National
teatret hadde ogsaa for anledningen faat en gjeste-instruktør:
fru Alma Fahlstrøm.
Hvem skriver længer historisk drama? Men i vor natio
nale dramatiks første tid skrev Ibsen og Bjørnson historiske
skuespil om kap, indtil de begge forlot vor og verdens historie
og skrev naturalistiske skuespil om kap.
Saa eier da altsaa vor litteratur en lang række historiske
skuespil, som der lot sig skrive lange avhandlinger om. Baade
Ibsen og Bjørnson gik til arbeidet med begeistring og med
temmelig god viden om tidligere dyrkere av digtarten. Ingen
av dem kom til at føle sig helt hjemme, helt fri i den.
Bjørnson hadde jo, bl. a. i omgang med P. A. Munch, faat
respekt for den historiske virkelighet, den maatte ikke an-
163
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
