Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater.
men like saa mandjevnt indfinder sig saa snart der er sverd
klirr paa scenen. Men «Kongsemnerne» er udmerket bygget,
saa udmerket at det, skiønt samtidige Morgenbladskritikere
naturligvis ikke saa det, høit og tydelig varsler dramateknik
kens fuldkomne mester. Det er baade i sin utvikling og i
personskildringen idelig fængslende. Kort sagt: jeg mente at
«Kongsemnerne» var et fremragende teaterstykke.
Jeg tror det fremdeles, men paa trods av Nationalteatrets
opførelse.
Jeg har desværre ikke set nogen av de forestillinger,
hvormed fru Fahlstrøm for snart mange aar siden vandt sit
ry som instruktør. Men hendes iscenesættelse av «Kongs
emnerne» kan i hvert fald ikke være noget gyldig uttryk for
hendes evne. Man fik nærmest indtryk av at stykket om
trent ikke var iscenesat, det snublet sig frem over stikordene,
statisteriet utviste en makeløs mangel paa præcision, enkelte
scener kunde omtrent ikke bli færdige, en meget sagkyndig
fortalte mig at mange av dragterne var gale. Alt dette vilde
paa sæt og vis ha mindre betydning, dersom man bare hadde
set og forstaat en vilje, et maal, en bestemt, personlig, sam
lende opfatning av stykket. Men, som sagt: man merket
næsten ingen instruktion, det gik som det kunde gaa, og nåar
det av og til gik godt, skyldtes det hr. Egil Eide.
Der var en scene hvor man følte magten i dette skuespil,
da man følte sig undergit stor kunst, det var da Eide som
hertug Skule gik omkring i den morgenøde hal, dobbelt
ødslig med alle de tømte krus . efter nattens fest, og snakket
med Jatgeir skald. Det var splittet sind, angst, uro, samtidig
maiestæt, det var den av gud merkede.
Johan Fahlstrøm spilte bisp Nikolas. Ham skal man bli
ræd for, han var en ond og sterk mand, og han er i Ibsens
skuespil blit personifikationen av den impotente selvhævdelses
trang, som bare tilfredsstilles ved at ingen andre faar hævde
sig og hæve sig i sin fulde høide, efter Ibsens mening den
norske last. Altsaa en farlig mand, men han var i hr. Fahl
strøms spil bare mimrende, oldingavfældig, og saa av og til
pludselig for sterk, en teknisk naturligvis udmerket præsta
tion, men intet i hr. Fahlstrøms spil forklarte os hvorfor han egent
lig hadde valgt den rolle til sit gjestespil paa Nationalteatret.
Og resultatet var da det at man gik fra teatret med ind-
165
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
