Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Europa i anden halvdel av 17de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Europa i anden halvdel av 17de aarhundrede.
synet til dette samfund har faat sit typiske uttryk i La Roche
foucauld’s «Maksimer». Her heter det bl. a. «Kjærlighet til
retfærdighet er for de fleste mennesker ikke andet end frygt
for at lide uret», og videre: «Dyderne taper sig i interessen
som elvene i havet». Det er en selvfølge at et slikt samfund
hurtig maa bli degenerert og raattent i roten. Men under
den ytre glans og politur var menneskene endda primitive
og barbariske og fulde av mørk overtro.
Vi ser markisen av Montespan ved lyset fra tusen kjerter
ved Ludvig XIVs side, klædt i en vidunderlig guldbrodert
kjole oversaadd med diamanter, et verk av feer, skriver
Madame de Sévigné. Vi ser ogsaa denne Frankrikes ukronede
dronning i nattens mulm og mørke sammen med heksen,
englemakersken og storforbrydersken La Voisin være tilstede
ved en av de sorte messer som hun holder for at bevare sin
kongelige elskers gunst. Presten en virkelig prest paa
kalder djævelen og drypper under besvergelser blodet av et
nyfødt barn i kalken; derpaa sætter han den paa markisens
nakne buk. Alle de som tok del i messen, hadde klædt
sig av. Om Montespan ogsaa, som folk trodde, hadde forgit
sin efterfølgerske, frøken de Fontanges, er uvisst. Men hun var
ikke den eneste. I de samme kredser bredte forgiftelser sig
som en snikende farsott. Folk forgav forældre, egtemænd,
hustruer, brødre, søstre og forsmaadde elskere. I spidsen gik
giftblandersken i stor stil, markisen av Brinvilliers. Dette
samfund kunde nok se gjennem fingre med forbrydere, nåar
de bare var av god byrd. Men det tillot ingen lavættet at over
skride sine skranker. I dette samfund blev Moliére bare regnet
for lakei og fik som skuespiller neppe nok lov til at begraves i
indviet jord, og bønderne hadde det ikke bedre end umælende
dyr. Intet under at glansen fra «Solkongen» sluknet, at alle de
store mænd fra hans ungdom døde fra ham og at han seiv
ved sin død i 1715 var ensom, venneløs og frændeløs.
Endda var dog ikke kritikken rigtig vaaknet. Men da
den først var vakt og det styrende samfund ogsaa hadde
mistet sin religiøse tro, blev det som en overmoden frugt
feiet bort av den franske revolution.
I det engelske samfund var motsætningerne ikke saa
store som i det franske. Der fandtes hverken livegne bønder
eller helt ansvarslöse stormænd; men de forskjellige sara-
219
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
