Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. C. Svarstad: Gilles de Rais - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 - Samtiden. 1922
Giles de Rais.
hertugen av Bretagnes bror, og var en like uforsonlig fiende
av trolldom som av røveri og plyndring, og paa hans ordre
var det, at den unge prins (senere Ludvig XI), som var ut
sendt for at frede disse distrikter, blandt andet engang hadde
grepet og fængslet en av maréchalens løitnanter. Kongens
holdning var det som blev aarsak til hans fald, idet den gav
hertugen og biskopen mod til at drive saken igjennem.
Der kan naturligvis være llere meninger om samme sak;
men den maate hvorpaa Brandes her gir andre sin, viser
en suveræn likegyldighet for læseren. Det er mulig den store
verdenskloke mand heri gjør ret, men saasom jeg seiv i
dette tilfælde var læseren, irriterte det mig.
Saaledes skriver Brandes: «Ingen hadde set en knokkel
av disse (dræpte) almuesbarn, som man paastod han
brændte.» Hos Michelet staar der citert efter «Manuscrits
des Archives de Nantes» og «Pieces jnstificatives»: «Man fandt
i et taarn i slottet Chantoce en svær tønde fuld av ben nedlagt
i kalk. Man anslog det til at være ben av 40 barn. Lignende
fund gjorde manilatrinerneislottet la Suzeog andre steder over
alt hvor han hadde været. Man anslog antallet efter benresterne
til 140 barn.»
Likeledes skriver B.: «Gilles utbad sig blot kirkens synds
forladelse og den gunst at bli begravet i Carmeliterkirken i Nan
tes, hvor Bretagnes hertuger og historiske personligheter stedtes
til hvile. Dagen efter dommen, den 26de oktober, lot man
ham da bestige et baal, hvorpaa der var reist en galge. Man la
ham strikken om halsen, samtidig med at man tændte baalet,
saa da ilden naadde hans legeme, var han allerede død.»
Utbad sig! hm. Han kundelikesaalitt «blot utbedesig» ære
fuld begravelse og gravplads, nåar han var dømt til at brændes
altsaa forsvinde i askehopen som en dødsdømt dengang
kunde «blot utbede sig» at bli frikjendt. For at sætte læseren
i spænding mot hans «bødler», lar Brandes det se ut som
han allikevel blir brændt «ilden naadde hans legeme».
Forholdet var det, at hans mægtige familie med alle midler
satte sig imot selve dødsmaaten. Naar den franske adel
gjennemgaaende saa energisk stöttet dem i dette, da var dette
ikke, fordi de ansaa ham for uskyldig, likesaalitt som de, saa-
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
