Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Hjalmar Söderberg - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster.
fuldt, det ensomme tankeliv, grublen over livets mening og
sin egen sjæls utvikling. Og paa den anden side, jeg kunde
si livet seiv, alt det Söderberg kalder smaasaker, at faa barn,
se dem vokse op, søke at hjælpe dem, glædes over dem, sørge
over dem, føle sit eget liv uendelig beriket ved det nye liv
hvis ophav og forutsætning man seiv er. «Mortimer blev
familjefar» man føler hele ottiaarenes golde livsfølelse i
de ironiske ord og mindes at herhjemme var et av bohem
tidens berømte elleve bud det at man skulde avskjære sine
familierotter. Man skal sitte utenfor og «tänka på livets
mening och sin egen själsutvikling». Men man skal ikke
leve livet, det er smaaborgerlig det store skiftende urolige
liv med stort og smaat, med plager og ærgelser, med angst
og fryd og lykke. I denne lille bemerkning i denne lille
novelle har Söderberg avsløret svakheten i sin livsopfatning
og sin kunst eller rettere avstanden fra ham til os, fra
hans tid til vor tid. Det golde og teoretiske fra 80-aarenes
tankegang skinner her sterkt igjennem i Söderbergs nitti
aarsnovelle.
Detgjælder Söderbergs to skuespil «Gertrud» og «Afton
stjärnan» at de er sterkere præget av et svundet litterært tids
rum end hans romaner. Den ypperlige romanforfatter og
novellist mister noget av sit særpræg nåar han griper til den
dramatiske form. Han som er saa eiendommelig sig seiv i
romanerne, blir litt almindelig i dramaet. Han trænger at
omgi sine personer med den luft og stemning som fremkom
mer ved millieuskildring og ræsonnement og betragtning;
skuespillene blir litt tørre og skematiske og livsfjerne. De
gir ikke den aabenbaring av et dypt og personlig sind som
er romanernes styrke.
Men «Gertrud» er paa mange maater et betydelig og
interessant skuespil, klokt og veloverveiet. Men jeg føler det
altid som en novelle hvor desværre alt andet end replikkerne
er bortskaaret. Det savner dramaets spænstighet, det særegne
dramatiske liv. Det er et kjærlighetsdrama og det eneste større
arbeide av Söderberg, hvori en kvinde er hovedpersonen.
Aarene gaar og Gertrud har aldrig følt kjærlighetens fulde
lykke og i angst griper hun efter en ung mands elskov,
og griper forgjæves, hun er bare en glæde for hans forfæn
gelighet. Det særegne ved hende er hendes sandhetskjærlig-
524
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
