Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Eilif Peterssen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eilif Peterssen.
vendighet driver dem til at fingere en fiende; man lægger sig
til med et motsætningsforhold, med et kunstig had, for siden
at utnytte det saaledes oparbeidede standpunkt artistisk
eller utmynte det og for derigjennem at redde sin egen
kunstmoral. Man glemmer i sin iver at jo virkelig egenart
som regel fører kamp med sig; den kommer ukaldet. Sverige
har hat en stor digter av den gruppe. Men denne tidens
trang til kunstig harme, som skal skaffe sin mand plads og
position, kan ogsaa utvikle sig til den rene karikatur, med
al sin kostelige kampstilling og de bistre øiekast; man mis
lykkes tilslut ganske i denne jagt efter bemerkelsesværdige
ståndpunkter... de, som ial evighet sprang op som en hjort:
Posørerne, paradoks-fabrikanterne. Det blir artistiske stivkram
per. Løper ut i den magreste jargon. Her ligger da ogsaa den
indre forklaring paa saamange sammenbruds forunderlige lyd
løshet og nye ståndpunkters uhyre lette fødsel — paa linjeløsheten.
Saa synsmaateine med deres distinktioner er vanskelige at følge
for os andre almindelige, mindre rike aander. Det er likesom saa
trängt om tomten, at her gjælder det paa liv og død at faa
skjøvet fra sig flest mulig og disse sies da at høre til paa
«den anden side» ; saa der kan bli plads til at fylke sig seiv
og én seiv, det er minen, masken og saa at kampen
kan faa bølge frit frem og tilbake. Tar man saa valen i nær
mere øiesyn ovenpaa et slikt slag, bærer den neppe merke efter
en fot, end si: er nedtraakket. Særlig fienden uteblev. Ikke
engang en kunstpolitisk teori eller et program ligger igjen i
høiden nogen papirstrimler gulnede paradokser! Skjønt deres
kamp kun er et tomte-spørsmaal, fylder de skikkelser dog tiden;
og vi vet saamen siet ikke, hvor uoverskuelig længe de kommer
til at leve i historien; trækket er visst ogsaa paa vei til at naa
politikken. Dette med «kampen» er i grunden nuomstunder
et helt kapitel i vor kunstneriske kultur og kanske i ver
dens med (d’Annunzio f. eks.). Det blir mer og mer aktuelt,
bl. a. fordi jo døgnpressen har særlig bruk for denslags skif
tende væsner og deres fagter. Det er vindkvernenes taknem
lige tid.
I og for sig kan kamp selvfølgelig ha betydning, ialfald
den indre. 1 det mindste har det i den sidste menneskealder
været en læresætning i vor kulturhistorie; og jeg agter ikke
her at røre ved den. Kamp kan skape det grundbrot i éns
535
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
