Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Moraldømmeriet som hindring for en kraftig samfundsbeskyttelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For disse blir det da ogsaa, likeoverfor den lovbryter
der ikke er saa heldig at faa attest for hel eller delvis util
regnelighet, en hovedopgave at avgjøre hvorvidt han fortjener
et saadan foragtens brændemerke.
Man kunde kanske tro at det iallefald for dem der be
tragter viljen som likesaa natur- eller verdensbestemt som
alt andet maatte være umulig at vise foragt for noget menne
skelig individ, selv om dets vilje synes aldrig saa svak eller
aldrig saa hæslig. Man kunde tro at det for den konsekvente
determinist maatte være likesaa umulig at vise foragt
for noget menneske som det vel for alle hvadenten de
er determinister eller ikke er umulig at nære eller at vise
foragt for selv det mest frastøtende dyr.
Antas den menneskelige vilje i ethvert øieblik helt og
holdent avhængig av alle indre og ytre omstændigheter (indi
videts medfødte og erhvervede egenskaper, vel at merke,
iberegnede), davilmanjoikkekunneseophavet til et
menneskes handlinger n devirkerskjøntsomen
Gustaf AdolfsellerhæsligsomenCaligulas, i noget andet
enddenheleverdensørdenmeddenslovmæssigebestemmelse
avalledefaktorerder har medført saavel de nedarvede
egenskapersomdeerhvervede,ogmiljøetsaavel somden
enkelte foranledning.
Og dermed blir enhver mot individet som enkeltvæsen
rettet bebreidelse en meninesløshet.
Men der er selvfølgelig intet til hinder for, trods den
mest gjennemførte determinisme, at finde de enkelte indi
vider mere eller mindre overensstemmende med den fore
stilling man har om den høieste eller skjønneste menneske
lighet. Og jo mere vedkommende enkeltvæsen forøvrig
har karakteren av det man med et overmaade elastisk uttryk
kalder menneske, desto naturnødvendigere vil en i en used
vanlig grad fremtrædende avvikelse fra ens etiske menneske
ideal fremkalde en ulyst av ganske anden art end den som
Leben, Ehre und Freiheit» (Fr. v. Lisst, Zeitschrift fiir die gesammte Straf
rechtswissenschaft XIII, S. 344).
«Straferyskadeliggjørelse
plus moralskforagt . . . Tugthusfangen er en
sjenstand for sine medmenneskers foragt, galehusfangen en gjenstand for deres
medlidenhet (Kurt Steinitz, Der Verantwortlichkeitsgedanke im 19. Jahrh.
Zschr. f. p. Ps. und Pathologie, V, S. 391). .
Moraldømmeriet som hindring for en kraftig samfundsbeskyttelse. 57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
