Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Moraldømmeriet som hindring for en kraftig samfundsbeskyttelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dyr, idioter eller smaabarn, med sin i dagen liggende fattig
dom paa menneskelig intelligens, nogensinde formaar at vække.
Og selv om den konsekvente determinist endog likeover
for disse individer finder ordet foragt misvisende, fordi dette
ord efter sin almindelige anvendelse forutsætter at det for
agtede individ i beslutningens øieblik kunde ha løsrevet sig
fra den altomfattende kausalitetssammenhæng, behøver han
dog ikke at begaa nogen inkonsekvens ved at late som om
han næret en saadan følelse. Hvis han som en ikke
mindre naturbestemt følge av sine egne anlæg og sin egen
utvikling i brændemerkingen ser et av de sikreste midler
til at paavirke den dømtes og andre individers vilje i en
samfundsgavnlig retning, saa vil et saadant spilfegteri vel
være et (fromt) bedrag, men ingen inkonsekvens. Han holder
sin egen handlemaate for likesaa universalbestemt som den
dømtes, men de samfundsgavnlige handlinger blir ham ikke
mindre kjære, fordi han ser dem som led i en lovbundet
verdensutvikling.
Det er derfor ikke saa besynderlig som det ved første
øiekast ser ut at en av vor tids navnkundigste repræsentanter
for den deterministiske retsbetragtning, Fr. v. Lisst’ synes
at finde det i sin orden at vi ikke alene berøver lovbryteren
livet eller friheten, men ogsaa «æren».
Hvad der, efter mit skjøn, taler for ganske at banlyse
enhver bestemt moralvurdering, og dermed, saavidt mulig,
ethvert uttryk for foragt likeoverfor det enkelte individ,
er da heller ikke viljens absolutte natur eller verdens
bestemthet skjønt jeg ikke ser nogen rimelig grund til at
betvile denne. Mine hovedindvendinger mot den foragtens
brændemerking som, selvom den ikke direkte uttales, ligger
i den hele behandling av dem der kommer i kollision med
straffeloven, er følgende:
1. At man aldrig kan si noget tilnærmelselvis bestemt
om hvorvidt den anklagede selvom han ellers virker aldrig
saa «normalt» i det øieblik da den lovbryterske beslut
ning blev fattet, eller i det øieblik da handlingen blev ut
ført, var helt «tilregnelig» eller hvilken grad av «tilregnelig
het» han var i besiddelse av. -
" Zeitschr. f. d. gesammte Strafrechtswissensch. XIII, 344.
58 T. Parr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
