Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Iwan Skobka: Leo Tolstoi’s livstragedie - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
koncentrere hele individets kraft paa den indre selvren
selse».
Dog lykkes det ikke Tolstoi for længere tid at bringe sin
samvittighet til ro med «selvrensningen»s fromme gjerning.
Hans pinefulde stræben holder aldrig op. Som 880-aarig ol
ding skriver han til en ven: «Saa meget kan jeg si Dem,
at de aarsaker som hindrer mig i at forandre min livsførelse,
hvad der er mig en kval stammer fra de samme
kjærlighetens grundprincipper, som gjør en slik forandring
ønskelig baade i Deres og mine øine. Det er meget vel mu
lig at jeg mangler viden eller evne, eller at jeg i virkelighe
ten har de slette egenskaper som hindrer mig i at følge Deres
raad. Men hvad skal jeg gjøre? Med al anstrengelse av
min fornuft og mit hjerte kan jeg ikke finde den nødvendige
metode, og vil være taknemmelig mot enhver som kan vise
mig den. Det sier jeg ganske oprigtig uten enhver ironi.»
Disse linjer skrev Tolstoi tyve aar efter at han i Koro
kukos nærvær lot falde de stolte ord: «Ja, jå jeg har
virkelig fundet sandheten. Og den forklarer mig alt, stort
og smaat, og alle detaljer.»
Disse citater beviser tilstrækkelig, hvor langt Tolstoi ved
sit livs ende var fra den sjæleharmoni han saa hett hadde læng
tet efter. Den sjælelige uro hadde han, som Korolenko saa
træffende har sagt, tilfælles med de fleste russere inden
den liberale intelligens.
Derfor magtet han ogsaå i sine første bøker paa en saa
vidunderlig maate at gi uttryk for et helt slegtsleds dypeste
længsler. Ti efterat han engang hadde erkjendt livets mis
lighet, var han selv betat av den lidenskabeligste længsel
efter retfærdighet og harmoni. Vi gjenfinder det samme hos
mange av de uforglemmelige skikkelser i hans romaner, som
Pierre Besuchow (Krig og Fred), Lewin (Anna Karenin)
Njechljudow (Opstandelsen), saavel som hos mange av per
sonerne i hans fortællinger.
De kunstneriske skikkelser gjenspeiler Tolstois egen sjæl.
Som dem længtet Tolstoi hele sit liv efter sjælelivets integri
tet, som dem stræbte han efter at overvinde den indre spalt
ning. Og det lykkedes ham dog aldrig.
Den rastløse og frugtesløse stræben efter «det retfærdige
liv», den titaniske, men forgjæves kamp med motsætningen
Leo Tolstoi’s livstragedie. 149
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
