Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolv Laache: Cromwell og slaget paa Marston Moor, 2den juli 1644
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
chester, at skjønt de hadde været længe uten mat, og var
trætte og sultne, vilde de allikevel heller lide nød tre dage
til, end desertere eller forlate Hans Durchlauchtighet. Og nu
kunde jeg vække eders medynk for de arme soldater, der
som jeg vilde utbrede mig om den store nød de led denne
nat (og nogen ganger siden). Alle kilder og brønder hadde
de drukket ut, saa det var bare den vaate jord igjen paa
bunden, og de var nødt til at drikke vandet i grøfterne og
paa steder hvor det var tilsølet av hestehoverne. Ja, saa
ilde stod det til med forpleiningen, at meget faa av de menige
soldater aat mere end et to-skillings brød fra tirsdag til lør
dags morgen, og øl fik de slet ikke.
Om natten fortsatte vi fiendtligheterne, mens de faldnes
legemer blev avklædt. Det var saart at se dem ligge nøkne
i tusenvis paa bakken, og mange var ikke helt døde . ...
Mange av de døde som laa igjen paa valpladsen, hadde hvit og
glat hud, hyilket gir os grund til at tro at de var gentle
men.»
En dame hvis mand var falden paa kongens side, hadde
opholdt sig i Knaresborough under slaget, og var straks draget
til Marston Moor for at søke efter den døde. Hun kom frem
den næste morgen, mens leirfolkene holdt paa med at be
grave kadaverne. Mens hun stod paa heden, «blev hun til
talt av en generalsperson, hvem hun fortalte sin sørgelige
historie. Han hørte paa hende i dyp medfølelse, men bad
hende indstændig om at forlate et sted hvor hun, foruten
den smerte hun maatte føle ved at overvære et saadant
optrin, sandsynligvis ogsaa vilde bli utsat for fornærmelser.
Hun gav efter for hans forestillinger, og han kaldte paa en
tytter, som tok hende en crofipe. Paa sin vei til Knares
borough spurte hun manden om den officers navn hvis ven
lighet hun skyldte saa meget, og fik til svar at det var general
løittnant Cromwell». .
Maidstone, embedsmand ved den senere Lord Protectors
hof, fortæller at Cromwell, som litet kjendte til anden frygt end
sudsfrygt, av naturen hadde den dypeste medfølelse med alle
som led, endog i en grad der nærmet sig det kvindagtige.
Rupert efterlot en garnison i York og retirerte straks
vYestover med resterne av sin slagne armé. Newcastle er
klærte at han efter nederlaget ikke vilde være istand til at
Cromwell og slaget paa Marston Moor. 279
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
