Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Ahlmann: Johs. V. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vis: I det indiske Hav, Ved Roskilde Fjord, Zoologisk Have,
København, Norge._ I «Introduktionen»
: Biologisk Udgangs
punkt, Bjørnson, Mennesket et Kolonivæsen, Normen og Sam
fundet, Nyhed i Følelsen.
Man læser denne lange Række af Artikler og beundrer
den ustandselige Kraft, hvormed han fremdrager Bilag efter
Bilag for sin Ide. Sprogligt henrykkes man som Dansk ved
Duften og Farven i Sproget. Men man kendte ham jo i For
vejen som storslaaet Sprogfornyer. Der er noget andet, man
lægger Mærke til. I sin rasende Trang til Enkelhed og for
at overbevise sig selv og sin Verden om Virkelighedens Værd
for menneskeværdigt Liv har dette Friluftsmenneske af en
Digter begivet sig ud i Operationer med videnskabeligt Stof,
hvad der kaster et baade skønt og tragisk Lys over en Del
af hans Forfatterskab. Skønt fordi det viser den sande
Digters Mod til at gøre det umulige for Ideen, tragisk, fordi
det afslører et Misforhold. Naar han arbejder intuitivt, er
han en Alladin, i et enkelt Tankebillede giver han en For
klaring, der overflødiggør andres lange og besværlige Udred
ninger, hans Tanke kan arbejde simpelt og stort som Kloderne
drejer sig om hinanden, men naar denne Klodesjæl tvinges
ind i Tankens smaa Vindinger og Spiraler, naar den paalægger
sig Dialektikens Seletøj for at udrette et Ærinde for Tanken,
kan Skuespillet ikke sjældent ende med, at Vognen ligger
smadret, Hesten forsvundet i Skyerne, førend Ærindet blev
udrettet.
Der er en Mand, der bestandig dukker op ved den Slags
lejligheder som en interesseret Tilskuer. Han kan hedde
Helge Rode, og han kan hedde noget andet; han tilhører en
Aandstype, der har sine Rødder i en anden Tid; den Evighed,
heller ikke han som Digter kan undvære, ligger et Sted langt
dorte i Skyerne, hinsides Livet. Hvad Johs. V. Jensens Evighed
end til Slut løber ud i, begynder den med at være i ham selv og
Folket, han tilhører. I Folket og ham er den en foreløbig Station
paa den Bane, som Folket har gaaet ad gennem Tiderne; Banen
lortsætter sig i nye Former og nye Farver, men er væsensbestemt
af Fortid og Nutid. En Evighed, der strømmer som en sval
Flod gennem Livet med forstaaeligt Budskab fra passerede
Stationer i Folkets Liv, en barmhjertig Evighed i Slægt med
den Kærlighed, som en J. P
. Jacobsen vilde have draget ned
Johs. V. Jensen. | 311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
