Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Norsk aandsliv i det syttende aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/
bladet til en likpræken over en velædel ung jomfru skriver
ren Else Skolemesterstil og lager ordspil om den dag «da
Hun blandt de ufuldkomne paa Jorden var snart bleven Fuld
kommen, og blandt de fuldkomne Retfærdigheds Aander
i
Himmelen til en fuldkommen Glæde var bleven Velkommen;
Da Høye og Nedrige meget sørgede, fordi den Ædle Siæl var
os alle frakommen».
Al denne sirlighet kan ikke bare avfeies som kunstlerier:
den er paa sæt og vis et tegn paa vaagnende kunstsans. I
det 16de aarhundredes Norge vil man vanskelig i den skrevne
litteratur finde spor av en forfatters kunstneriske glæde ved
at forme ut sine tanker i velvalgte ord og nyskapte billeder,
Alle sirater og prydelser syntes i reformationstiden banlyst
fra fremstillingen, paa samme maate som alt billedutstyr
i
kirkerne blev utryddet og erstattet av de kjedsommelige kate
kismusaltertavler, med skriftsteder istedenfor kunst. Men fra
ca. 1620 faar kunsten atter lov til at trænge ind i kirkerne,
og omtrent samtidig begynder de første svake tegn til ut
smykning av prækenstilen. I anden halvpart av aarhun
dredet evner de ypperste norske prædikanter virkelig at
forene en kunstnerisk utarbeidet form med egte religiøs
inderlighet. |
Mest gripende har deres forkyndelse sikkert været i lik
prækenerne. I katolicismens dage, da skjærsilden ventet de
fleste mennesker, slog man sig let til ro med haabet om at
man kunde bli hjulpet ved bønner og sjælemesser. Men med refor
mationen blev skjærsilden avskaftet, og spørsmaalet himmel
eller helved kom til at staa faretruende for enhver. Hvem
turde vel tro sig tryg paa himlen? Efterhvert som Luthers
lære trænger ned i folket, stiger dødsangsten og helved
frygten, og i det 17de aarhundrede føler man den som en evig
forfærdelse over menneskene. Kostelig naivt og gripende
uhyggelig har en norsk salmedigter, P
. O. Svegnin
g, uttrykt
den i to linjer:
Hvor kan jeg her vederqvægis,
naar jeg evig der skal stægis?
Datidens mennesker var først og fremst fyldt av en gam
meltestamentlig gudstro, en frygt for den nidkjære gud. Det
eneste haab var troen; enhver tvil var en synd, og i univer
324 Francis Bull.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
