Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgaard: Socialisten Benito Mussolini
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
socialister, merk Eder: det er ofte hændt, at bokstaven har
dræpt aanden. Vi vil ikke for at redde partiets bokstav for
raade socialismens aand.» Denne artikel førte til Mussolinis
fratræden som redaktør av «Avanti!». Men endnu stod han
som medlem av partiet. . En tale (14de novbr. 1914) medførte
det endelige brud. Han erklærte: «For mig er nøitraliteten
en Nessusskjorte; jeg har kastet den av mig for at føle mig
mere fri . . . Vi socialister har aldrig undersøkt nationens
problemer. Internationale har aldrig beskjæftiget sig med dem.
Men den (Internationalen) er nu omstyrtet av begiven
heterne. Den vil reise sig igjen, det er mit haab, men idag
er den død ... Det er givet, at nationen repræsenterer en
strækning indenfor det menneskelige fremskridt, som endnu
ikke er tilbakelagt . . . Nationalfølelsen er til og kan ikke
fornegtes.» Den internationale teori var kuldkastet av den
nationale selverkjendelse! Mussolini blev ekskludert av par
tiet, bedømt som forræder eller i bedste fald som værende
ute av stand til at forstaa «aanden i en klasse, som han ikke
tilhører» hvor ofte har ikke denne talemaate maattet gjøre
tjeneste netop mot den, som søkte at vække en slumrende
aand!
Benito Mussolini var ikke den, hvem isolation og eks
klusion kunde bringe til taushet. «Jeg gaarut paa torver og
gater og holder taler paa veier og pladser som amerikanerne.
Jeg slaar plakater op: I aaften paa det og det gatehjørne taler
Mussolini om krigen og Italiens intervention!» let nu stillet
han et nyt blad paa benene: «Popolo d’ltalia», indtil nu
fascismens hovedorgan (Milano). «Idag,» utroper han i første
nummer, «er propaganda mot krigen feighetens propaganda ..
Skulde de revolutionære socialisters opgave ikke være at
vække massernes indslumrede samvittigheter . . . Skulde det
ikke, som sakerne staar, være meget mere revolutionært at
rope: vi vil krigen! end at rope: ned med den?» Og han
forsøker at indføie den krigerske nationalisme i den social
istiske utvikling: «I dette øieblik eksisterer et italiensk
nationalt problem ogsaa for os socialister. Borgerne for
staar ikke den fulde betydning av denne vor erkjendelse.
Desværre! Men det tilkommer bourgeoisiet at opta og løse
problemer, som ligger indenfor dets historiske mission, og for
hvilke det har skapt egnede midler,’ mens socialisterne ikke
382 Paul Fjeldgaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
