Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Aas: Thomas Hardy - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aarsak. Hardys debutroman «Desperate Remedies» er -rigtig
en fortælling efter Wilkie Collins’s opskrift, og i begyndelsen
hadde Hardy en viss forkjærlighet for indviklede og temmelig
melodramatiske intriger. Skjønt jeg ganske er uenig i den
danske litteraturhistoriker dr. Ad. Hansens kategorisk formede
sætning: «Hardy kan betegnes som udgaaet fra George Eliot»,
skal jeg villig medgi en viss ytre likhet mellem George Eliots
bedste fortællinger (især mesterverket «Adam Bede») og Har
dys første romaner, en likhet der muligens skyldes mere eller
mindre direkte paavirkning. Paa den anden side maa jeg
fremhæve, at den landlige idyl, bonderomanen og folkelivs
skildringen var en almindelig litterær genre, der fandt dyrkere
overalt i det 19de aarhundrede, i England, Frankrike, Tysk
land, Danmark og Norge (Bjørnson). Det er saaledes et spørs
maal om George Eliots fortællinger, som Brunetiére i sin
«Le Roman Naturaliste» stiller saa bestemt op imot den fran
ske roman, ikke netop har en av sine litterære kilder i denne,
om ikke læsningen av George Sands landlige idyller har spil
let en adskillig større, inspirerende rolle i hendes forfatterskap
end de fleste av biograferne synes at anta. Selv om vi dog
tillægger en direkte indflydelse fra George Eliot større vegt
end tidens almindelige, litterære strømninger og engelske
romantraditioner, der gaar tilbake til Goldsmith, Jane Austen
og de mange «country-side» skildrere, er det absolut nødven
dig, tror jeg, at markere sterkt grænserne for George Kliots
indflydelse paa Hardy. Den har ialfald aldrig naadd længere
ned end til det rent ytre. I stil og sprog, i livssyn og idéer,
i fortællekunst og psykologisk dybde er der ingen virkelig
likhet. I alt væsentlig er Hardy en utpræget original kunst
ner, der har fulgt sine egne veier. Man kan ikke rubrikere
ham ind i naturalisternes række, tiltrods for de naturalistiske
elementer i «Jude the Obscure». Heller ikke har han selv
dannet nogen «skole», skjønt hans indflydelse i 80—90-aarene
synes at ha været temmelig stor.
Jeg er ikke et øieblik i tvil om, at Hardy maa regnes
blandt den engelske romans største mestere. Det er ingen
overdrivelse at sidestille ham med Fielding, Scott, Dickens,
Thackeray og Meredith. Han har de fleste av de egenskaper,
som romanens klassikere hadde. Han har den skikkelses
dannende, skapende magt, der er langt vigtigere end evnen
422 L. Aas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
