Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Holberg i Nutidsbelysning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er Ord, der maa skurre i moderne Øren, hvis de
tages alvorligt, men dette vil de fleste ganske vist heller ikke
være meget villige til. Nærmest er man tilbøjelig til at opfatte
dem som morsomme gammeldags Zirater, som man ikke vil
undvære fordi de hører med til Komediernes Præg, men som
man hører paa med et overbærende Smil.
«Moralen i Stykkernes Slutning», sig;fer Høffding, «er tydeligt
nok paasat; den svarer ikke altid til Stykkernes Indhold eller
deres Grundstemning. Det er Ædrueligheden efter Produk
tionens Rus, der nu fører Ordet, og Holberg ofrer paa sin
pedantiske Tids Alter, idet han selv er et Barn af sin Tid.»
Og af ganske tilsvarende Mening er Georg Brandes. «Bevidst
har Holberg kun villet fremstille Narren i Erasmus Montanus,»
siger han. k«Derfor lader han ham falde saa brat ganske
ligesom han lader Jeppe falde til bedste for en bevidst og
indskrænket moraliserende Tendens i Kunsten.»
Man synes i Vendinger som disse ligefrem at kunne
spore den Uvished, Molbech taler om, thi hvis Holberg
«bevidst» kun har villet fremstille Narren i Erasmus og
underforstaaet Bonden i Jeppe, hvorledes har han saa sam
tidig «bevidst» kunnet lade dem falde? Det lyder mildest
talt ikke rimeligt, men har han «bevidst» villet begge Dele,
saa har han ogsaa villet mere end man er tilbøjelig til at
give ham Æren for.
Edvard Brandes spørger rent ud, og det er dog her
Tampen brænder: «Paa hvis Standpunkt stod Holberg, paa
Baronens eller Jeppes?» Digteren Molbech var, som vi har
set, for sit. Vedkommende ikke i Tvivl om Svaret, men heri
stod han temmelig isoleret. Hauch, den udmærkede Digter,
forklarede Slutningsverset som en Tribut til det filistrøse
Publikum, og opfattede Jeppe selv som en Forløber for
Bondefrigørelsen. En Kommentator fra Fyrrerne finder at
Slutningsverset passer for Baronen og hans Følge, men ikke
for Publikum. Hertil svarede, at man i-Fremstillingen paa
Scenen lagde mere og mere Sympati og Medfølelse for den
Undertrykte for Dagen, saaledes at Jeppe i Phisters geniale
Fremstilling blev nærmest til en tragisk Skikkelse, hvilket
Edvard Brandes med Rette ankede over. «Fandt Holberg
at Baronen havde Ret eller var han den første danske
«Bondeven»? Slutningsverset er absolut aristokratisk-kon-
524 Harald Nielsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
