Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Karakterisering og Vurdering - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han en Skikkelse som Herman Fk, et ubrugeligt Sind, hvis psy
kiske Kraft hele Tiden gaar med at holde ham klar af sine
Paavirkninger, men netop derfor blotter ham atter og atter,
gør Skikkelsen rummelig, giver den Perspektiv. En saadan
ubrugelig Skikkelse er netop for Kinck det bedste Medium
for at faa fat i noget af sit Folks Egenart, det konstante, der
hedder «det nationale». I Urostiden trænger det Spørgsmaal
sig nemlig paa, den Trang til Selverkendelse, der ligger i
Beskæftigelsen med «det nationale». I Urostider famler Folket
efter det, der er dets Værdi som Folk, søger til Historien, til
Fortiden for at befæstes i dets Værdi i Nutiden, søger til
Herman Ek for igennem ham at øjne det, der ellers skete
ubevidst og usynligt i dets Tilværelse. Sjældent harder i
Norden været en saa intim Samhørighed mellem en Digters
Værk og Tidens aktuelle Interesser, som da «Herman Ek»
over 20 Aar efter, at den var skrevet, nu udgives igen. Nu
først har Tiden indhentet den, nu først er de ydre Omstæn
digheder til Stede, Trangen til Vurdering, til Selverkendelse,
der først møder det vældige Problem, det nationale som Gemyt
betyder og som Karakter, noget hvorpaa man fuldfører et
Livsværk eller forliser, men ikke laver Politik eller afsætter
Landegrænser.
. Og det nye i at denne Bog mødes med Tidens Trang er
ikke, hvordan Problemet stilles, men at det stilles, thi det
røber, at Interessen vender sig indad mod det, der er Vilkaar
og Vækst for Folkets Liv. Eller som Kinck skriver i «Stor
hetstid» (hvor han ogsaa vælger et Overgangsstadium for sit
Folk, det 13de Aarhundrede):
«Et folks liv er dets gang mot fremtiden. Det er uut
grundelig som dyrespor. De kan være vage og lette som
rypens vingeavtryk i mjøll sne. Men ’de kan bli tunge og
sørgmodige som elgoksens ensomme far: man kan ingentid
forutse hans indfald og kroker frem og tilbake, men ethvert
skridt er fyldt av levende tidende, av erend, av lyttende, vår
stans. Men for det er der linjer i en folkestammes sind, de
er realiteter. De er det udødelige i samme folk.
Jeg har kaldt det der folkets mystik. . . . Denne en folke
stammes indgrodde, men übegrundede forvissning om et maal
for sin vandring om en mission i verden, det er national
følelse . . .»
568 Jørgen Bukdahl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
