Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Gunnar Heiberg: 1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hertil kom at Heiberg har en næsten uovervindelig avsky
for at optræ, det er ham en üblandet lidelse; har han
en og anden gang latt sig avtvinge et løfte, saa er Jivet ham
en pine, indtil løftet er opfyldt.
Heiberg er nemlig slet ikke taler; han har holdt nogen
av de bedste taler som idet hele er holdt hos os; men han
som ellers ikke eier frygt, han har aldrig hat mod til at tro
at ordene vil komme til ham, mens han optrær, han har
aldrig staat paa en talerstol, ja ikke engang reist sig i en
snævrere kreds uten manuskript i haanden. ;
Det er underlig nok, for i samtale er Heiberg saa merk
værdig, enestaaende; i en ordveksel paa tomandshaand
eller i selskabelig diskussion mellem flere, fødes ordene i ham
utvungent og selvfølgelig, vittige, dype, rammende, ufor
glemmelige, saa de blir liggende i ens erindring i aarevis og
ret som det er dukker op, som citater fra gamle mester
verker.
Jeg skjønner det ikke, at det kan være saa anderledes
naar han optrær, mangel paa evne kan det jo umulig
være, det er visst bare en indbildning som vilde forsvinde,
hvis han tok mod til sig og forsøkte. | ;
Men det mod har Heiberg altsaa aldrig hat, og da hans
faa meningsfæller kom til ham sensommeren 1905 og krævet
hans hjælp, saa sa han nei, han bad for sig, de maatte spare
ham, han vilde ikke, han kunde ikke. Men de som mente
det samme som han, som følte de svenske vilkaar som
en forhaanelse og en norsk opfyldelse av dem som en yd
mygelse, de var jo ikke stort flere, end at de kunde tæl
les paa fingrene, – ingen kunde undværes, han maatte, det
var en borgerpligt han ikke kunde unddra sig.
Og saa gav han sig og stod snart midt i kampen. «Rør
ikke 7de juni!» skrev han, den gav os jevnbyrdighetens
styrke, den gav os endelig ørenslyd hos nationerne, ørens
lyd og respekt. 7de juni er den fornyelsens kilde hvorav
vi altid skal kunne øse hærdelse av vor karakter, agtelse for
os selv. La os ikke røre den, la os ikke forurense den.
Opgir vi en tomme av den selvstændighet den skjænket os,
saa mister den sin kraft. :
Rør ikke fæstningerne! «Ikke før hadde vore fædre
gjort 17de mai, før de blev tvunget til 4de november.
578 Gerhard Gran.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
