Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Gunnar Heiberg: 1905
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stundom beske munterhet han skjuler følelsen og lidenskapen
under, hvorved han stilistisk næsten umerkelig bare indirekte
røber sindsbevægelsen. Det er norsk, urnorsk, det findes
overalt i sagaen. Sagastil for nulevende er ikke at imitere
glosevalg eller ordstilling det er at ha et med sagaen be
slegtet sind.
At være norsk (national) er ikke noget man kan bestem
me sig til, det er noget man er. Man blir neppe norsk ved
ytre kjendetegn; jeg har vanskelig for at tenke mig Gunnar
Heiberg pryde sin vest med nationale sølvknapper eller svinge
sig ien folkedans. Han tror knapt paa amuletters magt.
Heiberg har et par ganger i interview uttalt platonisk vel
vilje likeoverfor landsmaalet; men han har aldrig som an
dre platonikere (ukunstnerne) forplumret sin stil fra denne
kilde. For ham er ordene hellige, og de har kun værdi,
naar de er født i hans egen sjæl, aldrig ikke en eneste
gang har han stjaalet et ord fra et leksikon; affektation er
helligbrøde.
Stil og indhold om de i det hele kan skilles samler
sig i «<1905» kanske mere her end i nogen av hans andre
bøker – til et sterkt, et næsten overvældende indtryk av en
karakter, det sjeldneste av alt. Standhaftige tinsoldater
er der overflod paa, saakaldte «politiske karakterer», venstre,
høire! venstre, høire! har vi nok av, men virkelige karak
terer, menneskelige karakterer sans phrase har der altid været
dyrtid paa, og de synes at bli sjeldnere og sjeldnere.
At være en karakter er ikke nødvendigvis at være en brum
bas. Det passer ialfald slet ikke paa Heiberg; hans elastiske
intelligens, hans rike menneskeforstaaelse, hans sjeldne vidd,
hans charme, han kunde med den største lethet ha snodd
sig mellem menneskene og ført et behagelig og sindsdovent
liv i yndest og popularitet. Men behagelysten som ingen er
helt fri for, har hos ham aldrig været sterk nok til at lede
ham i fristelse, eller ialfald ikke til at bringe ham til fald
for fristelsen. Han ser, han føler, han mener saa sterkt at
intet hensyn til mennesker kan bringe ham til at vike;
hans sandfærdige kunstnersjæl er utilgjængelig for taktik
fusk og list og løgn som er dagens kost i politikken eller
videnskapen om det opnaaelige. Han holder sin linje opreist,
39 Samtiden, 1923
Gunnar Heiberg: 1905. 581
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
