Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Klassicisme og den indbildte herlighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
lokomotivet» blev det 19de aarhundredes store dogme, og
man har paa dette kun net faa lavet baade myte og religion.
Alle de store romantikere har hver med sin specielle patos,
sin hjerterørte stemme og store haandbevægelse sunget den
franske revolutions pris. For Michelet er den «dommens
dag» og «rettens opstandelse», for Lamartine «en sublim og
passionert aandsaabenbarelse», «de sociale rettigheters og plig
ters evangelium», «menneskehetens magna charta». For Hugo
hadde mennesket tidligere levet seks tusen aar i løgn, galskap,
mørke og taake, historien hadde næsten været underjordisk,
hvor ingen straaler fra guddommen naadde hen, saa kom
med den franske revolution haabet og lyset. Mennesket
vokste og vokste, hvert øieblik vokste det i løpet av det 19de
aarhundrede. Det er slut paa ulykken, glædens due er kom
met, man har naadd Kanaans land, fremtidens jord. Man har
ikke omkring sig andet end brødre og over sig himmelen. —
Og dette revolutionens Kanaan er Frankrike av idag. Dog
har man grund til at tro at Lenin og Trotskfs Kanaan ikke
finder Hugos lovsånger over Poincarés forjættede land særlig
vel anbragt, likesom Poincaré paa sin side neppe ser den
russiske revolution som en «sublim aandsaabenbarelse».
Paa det økonomiske omraade ytrer fremskridtsoptimismen
sig i spekulation, i haab om fantastiske konjunkturgevinster.
Spekulanter og revolutionære beherskes av samme psyke, sam
me mentalitet, nemlig fantastiske fremtidsdrømme, hvorfor
de ogsaa som konkurrenter bekjæmper hverandre paa det
heftigste. De er imidlertid søsterfænomener som begge har
det med at ville hugge træet for at høste frugterne.
Detsidste dramatiske arbeide «Plutus» som baade Aristofa
nes og Holberg skjænket menneskeheten, handletom fremskridts
optimismen og konjunkturgevinstens komedie eller tragedie.
Holberg har frit behandlet Aristofanes’ motiv, saaledes at man
med Holberg kan si, «at derudi er fast intet taget uden den
pure titel, og at stykket derfor er en oprigtig original». Og
han føier stolt til: «Den er forfattet udi en alder som holdes
übekvem for et arbeide af natur. Jeg nærmer mig
nu de 70.» Begge stykker har oldingens vemodige livsfilosofi,
og begge har forkjærlighet for det allegoriske og abstrakte,
som lægger en dæmpet tone over saa mange geniers alder
domsarbeider. Blandt vor tids mange fordomme er ogsaa
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
