Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Johanssen: Arbeiderpartiernes splittelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arbeiderpartiernes splittelse
saa fersk at der maatte sterk strøm og salt vand til for at
gi liv.
Begivenheterne utviklet sig. Under ledelse av dobbelt
stjernen Grepp—Tranmæl blev oppositionen flertal, og de
gamle «prøvede» ledere kastet. De fleste av dem var heller
ikke nogen bedre skjæbne værd. Enten var de funktionærer
eller «kammerherrer».
Med en slags naturnødvendighet maatte det nyskapte
parti slutte sig til den tredje Internationale, til Moskva, om
man vil. Og dette maatte, da teserne i sin logisk skarpe
form kom, føre til splittene. Om disse teser foreligger der
en hel litteratur. De indeholder en række ypperlige almen
sætninger, men de er i den grad præget av russisk fanatisme
og jødisk logik at de maatte gjøre skade i Vest-Europa, alle
sine fortrin tiltrods.
Splittelsen kom, og der dannedes en egen høiresocialistisk
organisation. Skaden var ikke meget stor. Endel værdi
fulde kræfter gik ganske visst tapt, og chancerne ved alle
slags valg blev mindre gode. Men paa den anden side blev
arbeiderpartiet kvit endel mænd, som sine personlige egen
skaper ufortalt, like godt kunde være borte.
Den første splittelse var der imidlertid. Den skyldtes
stort set principielle uoverensstemmelser, og hadde sit side
stykke i alle land. Det sidste er ogsaa tilfældet med den
anden splittelse. Intetsteds har de kommunistiske partier
greiet at holde sammen.
Man har været tilbøielig til at tillægge Moskvacentralen
den hele skyld for dette ulykkelige forhold. Det er baade
at overvurdere den og at undervurdere den. At overvurdere
dens magt og at undervurdere dens intelligens.
Saken er nemlig den at der i de radikale retninger, som
enten lok de gamle partier eller dannet nye, fra første stund
av var sterke motsætninger. Der var mænd i ledelsen, som
i virkeligheten var syndikalistisk indstillet, som følgelig stod
mot en centraliserende eksekutiv, og som uten at bruke
ordet følte demokratisk, og der var en stram kommunistisk
fløi, hvis ideal er staten, proletarstaten med alle dette ideals
konsekvenser.
Begge ståndpunkter kan forklares og forsvares, men de
kan i længden ikke forenes. Det gik nok, mens man endnu.
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
