Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Werner Sombart: Klassekampens teori. I. Klassekampteoriens elementer - B. Klasseprincippet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3. Imidlertid hadde den klassiske nationaløko-
Werner Sombart.
skjelnet mellem popolo grosso (demagogisk: grasso) og popolo
minuto.
Den oprørske litteratur i det 18de aarhundrede, navnlig
Frankrike, utviklet denne motsætning videre. Hos Helvetius
finder vi sammenstillingen: «undertrykkere og undertrykte»,
«tyve og bestjaalne», likeledes hos Volney.
Leilighetsvis kalder man vel ogsaa disse storgrupper for
«klasser» : «Naar et folk paa grund av befolkningens for
mering deler sig i flere klasser, nåar man i den
samme nation regner med de rikes klasse og de fattiges
klasse trængende, eiendomsbesiddere, handelsmænd 0.5.v.,
saa er det jo ikke mulig at disse forskjellige slags borgeres
interesser altid er de samme» (Helvetius). Men ordet har
dog ikke faat større indpas før den franske revolution.
I Encyclopædien tinder man under opslagsordet Classe kun
redegjørelse for naturvidenskapens klasser, skoleklasser og
klasser i militærorganisationen.
Men fastslaat blir denne motsætning mellem storfolk
og smaafolk i den franske revolution. Her blir motsæt
ningen mellem borgere og plebs (plébe) utdannet. Mar a t
bruker med forkjærlighet ordet «klasse». «Et parti kan
være sammensat av forskjellige samfundsklasser.» «Pøbelen
(la plébe), d. v. s. de lavere klasser i nationen.» La plébe er
«altid blottet for oplysning, for kunst, for rigdomme, for
vaaben, for førere, for operationsplaner» o.s.v. Mar a t reg
ner til overklassen: adelen, geistligheten, dommerne, høi
finansen, kapitalisterne, de lærde, litteraterneogderes «kreatu
rer»; til de laveste klasser: kropsarbeidere (ouvriers), haand
verkere (artisans), detaljhandlere, jorddyrkere. «La plébe, disse
ulykkelige som de rike uten blusel kalder la canaille, og som
det romerske overmod kaldte sin eiendom.» Av dem er
revolutionen skapt. «Men hvad man aldrig skulde drømt om,
det var at den udelukkende blev til fordel for de smaa grund
eiere, juristerne og lovtrækkerne.»
Med al ønskelig skarphet betoner derefter Babeuf denne
motsætning. I alle disse ytringer av Bj erge ts mænd
blir der allerede skarpt skjelnet mellem det politiske og
det sociale efter det berømte ord: «Frihetens stemme har
intet bud til den fattiges hjerte som dør av hunger.»
48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>