Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgård: Fascismens aand - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fascismens aand.
forskellen i tone og tempo en vis overensstemmelse. I en
rolig stund kan Gentile, Suckert og Soffici meget vel tænkes
at tåge hinanden under armen og følges ad et stykke vej.
Hvorhen? Til katholicismen, svarer Gentile. Til katholicis
men, raaber Suckert. Til katholicismen, gentager Soffici. Men
saa staar de pludselig stille og betragter hinanden i taushed,
ikke ganske sikkre paa, om de i virkeligheden skal samme
vej. Suckert synes at være mest tilbøjelig til at tåge den
nærmeste vej til Vatikanet. Gentile mumier noget om, at
naturligvis maa folket holde sig til den religion, folket engang
har, eftersom folket maa have en religion hvorpaa han
gaar hjem og skriver forord til en ny udgave af sin bog om
Giordano Bruno. Men Ardengo Soffici, der ellers gerne slaar
følge med Suckert, protesterer: «Jeg er enig med Dem i ved
modreformationen at forståa foruden et forsvar og opklaring af
de italienske og latinske værdier tillige en genindsættelse af
den kalholske idés gyldighed; men jeg tror, vi maa gøre
os klart, hvad vi mener med disse ord, det vil sige, om den
katholske idé er at forståa overvejende moralsk og socialt
eller religiøst og politisk . . . Katholsk politik vil sige übe
tinget internationalistisk og særligt antiitaliensk politik. Og
ingen af os vil mere være i stand til at antage de religiøse
sandheder, som den katholske kirke hævder, eller i hvert
fald ikke in toto og saaledes som den hævder dem, uden at
falde i et hykleri eller en uværdig skinhellighed, som vi har
afskyelige eksempler paa imellem os.» Her synes Soffici seiv
at være betænkeligt angrebet af den kritikens dæmon, den
hæretiske aand, som det netop gælder at drive ud for at
«autoriteten, troen og dogmet» atter kan herske i det italienske
folk. Vi sér saaledes fascismens mest kompetente ordførere
enigt hævde en religiøs hvilket vil sige en katholsk idé
som et af de ledende principer i bevægelsen uden dog at
kunne enes om nogen definition af dette princips indhold af
positiv, dogmatisk religion. Det religiøse indskud i fascismen
opløses for nærmere betragtning til en foreløbig ensrettet
strømning af individuelle anskuelser og instinkter, der knyttes
sammen af en fælles national følelse og forøvrigt ved selve
bevægelsens hastighed og kraft hindres i at bryde ud af ret
ningen. Forholdet er betegnende for den kaotiske overgangs
periode, den civiliserede menneskehed befinder sig i. Fascisme
95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
