Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Jensen: Immanuel Kant 1724—1924
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Jensen
I Kants hjem hersket pietismen; likesaa i skolen. At han
skulde studere teologi var derfor en given sak; han gav sig
ogsaa med megen iver ikast med det teologiske studium.
Ved universitetet lærte han imidlertid snart nye og friskere
strømninger at kjende; det var Fredrik den andens aand, som
begyndte at sætte sit præg paa de preussiske læreanstalter.
Efter seks aars studium river han sig løs fra teologien; i ni
aar arbeider han som huslærer, indtil han endelig vender til
bake til universitetet for at bli der resten av sit liv.
Med hvilken utrættelig iver Kant i alle disse aar hadde
arbeidet paa at berike og utdype sit verdensbillede, det viser
hans bekjendte skrift om Modernes oprindelse og himmelrum
mets struktur, som utkom netop i det aar, da han tiltraadte
sin akademiske lærervirksomhet. Vi er her allerede uendelig
langt fra det teologiske utgangspunkt ; Kants himmelbeskrivelse,
ikke mindst hans hypotese om «urtaaken», som langsomt
fortætter sig til kloder, er blit staaende urokket i videnskapens
verden til vore dage. Han viser her en evne til fysisk og
matematisk tænkning, og dertil en smidighet og alsidighet i op
fatningen av de naturlige fænomener, som var hans store for
giænger Leibniz fuldt værdige. Men frem for alt er han gjennem
bævet av den samme freidige tro paa fornuftens übegrænsede
evne til at løse de store verdensproblemer, den samme lyse og
naive tillid, som netop var et av grundtrækkene i Leibniz
filosofi.
Men denne tillid skulde snart bli rokket; den forsvandt
mere og mere, eftersom Kant lærte den engelske filosofi at
kjende. Dens utgangspunkt var som bekjendt et ganske
andet; de engelske filosofer bygget i alt væsentlig paa erfarin
gen; sanserne og deres iagttagelser var for dem den vigtigste
kilde til al menneskelig erkjendelse. Og de forstod at under
byggc sin lære med argumenter, som paa et dypt filosofisk
gemyt som Kants ikke kunde undlate at øve den mest gjen
nemgripende virkning. For at bruke hans egne ord: det var
Hume, som endelig vakte ham av den «dogmatiske slummer»;
nye muligheter aabenbarte sig for ham, en hel ny side av de
menneskelige aandsfunktioner var ifærd med at stige frem
for hans indre syn.
I Kants ytre liv og virksomhet synes disse omveltninger
ikke at ha efterlatt merkbare spor. Han hadde forlængst
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
