Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Jensen: Immanuel Kant 1724—1924
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Immanuel Kant.
hans arbeidsmetode til at drive ham videre i denne retning:
han krævet for meget av sig seiv paa én gang, anspændelsen
blev ham for stor, han gav sig altfor umiddelbart hen i sin
lærervirksomhet, til at ogsaa det skrevne ord kunde strømme
med den samme oprindelige levende friskhet. Men et farlig
eksempel kom han derved til at gi sine landsmænd, et skjæb
nesvangert mønster er han blit paa fagmæssig tyngde og
dunkelhet i uttryk og stil.
Til de to filosofiske hovedretninger, som var de herskende
paa hans tid, den dogmatiske og den skeptiske, føier altsaa
Kant en tredje, den kritiske, som bygger paa begge de andre,
som har optat elementer i sig fra begge sider og paa en
maate bestræber sig for at forene dem i en høiere enhet.
Fra de engelske skeptikere har Kant optat læren om
sansernes og erfaringens grundlæggende betydning for vor
verdenserkjendelse. Og seiv om han motsier dem paa ett
punkt, seiv om han benytter de matematiske funktioner til
at bevise, at der ogsaa gives en sandhetserkjendelse, som gaar
forut for al erfaring, saa skulde dog hans videre følgeslutninger
synes at føre ham übønhørlig stadig videre paa skepticismens
bane. Ti fra dette utgangspunkt søker jo Kant at bevise,
at rummet og tiden kun er uttryksformer for vor tænkning;
det samme gjælder aarsak og virkning og alt som dermed
staar i forbindelse. Men utenfor dem, og følgelig utenfor al
vor erkjendelses grænser, ligger det dunkle hemmelighetsfulde
«Ding an sich». Her stanser vor viden, og her vil den evig
komme til at stanse: hvordan skulde en slik lære kunne frem
bringe andet end de mest avgjorte og uforbederlige tvilere?
Og dog er Kant ingen skeptiker. I dypet av sin sjæl
staar han trods alt de gamle dogmatikere meget nærmere.
Han liker ikke skeptikerne; han kalder dem en art nomader,
som ved sin vilde og tøilesløse færd umuliggjør enhver for
nuftig og konsekvent opdyrkning av jordbunden. Ogsaa Kant
bygger for evigheten som sine systematiske forgjængere; ogsaa
han tilstræber den übønhørligste visshet: der maa ikke længer
beståa den mindste tvil om, hvor den menneskelige fornuft
har sine grænser, hvad vi kan vite og hvad vi ikke kan
vite. Guds tilværelse kan vi ikke bevise, sier Kant; heller
ikke kan vi erkjende den menneskelige viljes frihet eller
sjælens udødelighet. Foran disse tre ophøiede idéer stanser
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
