Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Jensen: Immanuel Kant 1724—1924
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Immanuel Kant.
den fælles arv, som hadde præget begges livsopfatning. Det
var den samme moralske grunddrift, som drev dem begge
til oprør mot tidens slappe og letlivede usedelighet. De talte
hver i sit sprog, hver ut fra sit saa helt forskjellige tempera
ment, men likhetspunkterne er allikevel forbausende mange.
To verdener finder vi altsaa skildret i disse Kants verker:
paa den ene side sansernes og forstandens verden, hvor den
evige nødvendighet hersker; paa den anden side hin høiere
«intelligible» verden, viljesfrihetens verden, som aabenbares
for os giennem vore moralske grunderfaringer. Men endnu
staar disse verdener ganske steilt og uformidlet overfor hin
anden; vi finder endda ikke loven og sammenhængen mellem
dem, vi ser ikke, hvordan menneskesjælen lever og tar del
i dem begge. Dette har da Kant forsøkt at skildre i det sidste
av sine kritiske verker: «Kritik der Urteilskraft», hvor de
store æstetiske problemer kommer til behandling.
Kant som æstetiker? Vi studser atter; vi lar endnu engang
blikket glide tilbake over dette stille regelmæssige tænkerliv,
slik som vi kjender. det, og vi spør uvilkaarlig: hvor findes
her oplevelser og erfaringer, som skulde gjøre manden til en
indviet ogsaa i kunstens verden’/ Vi leter, og vi finder
dem ikke ; vi vender os atter til verket —og vi finder til vor
forbauselse et skrift, som har tilfredsstillet tidens største kunst
nere, som kanske mere end noget andet har bidrat til at forme
den kunstneriske tænkning og opfatning i Tyskland. Intet kan
bedre vise os den sjeldne aandelige smidighet, som like til
det sidste gjemte sig bak Kants stivbenede formelsprog; intet
kan tydeligere forklare os, hvor Kant er tysk i sit væsens in
derste grund, hvor hans skrifter tilfredsstiller nogen av den
tyske sjæls dypeste drifter og behov.
En mild og forsonlig, stemning slaar os imøte fra dette
Kants sidste kritiske verk. Det er avslutningens, den ende
lige avrundings rolige stemning ; efter et langt liv i anspændt
selvprøvelse hviler han endelig ut i betragtningen av det
skjønne, i beskuelsen av idéerne, av kunstens ophøiede sym
boler, hvorigjennem den inderste verdensorden kommer til
uttryk. Aldrig har Kant staat Platon nærmere end her; hans
lære er «platonisk» i alle ordets betydninger, i sin skildring
av veien mot de evige idealer som i sin bekjæmpelse av det
sanselige elements herredømme i kunsten. Først hvor sanserne
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
