Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Om forstaaelsen av fremmede folk - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM FORSTAAELSEN AV FREMMEDE
FOLK.
«Jeg medgir, at ingen gjerne ser
sandheten i øiet, men da maa
man heller ikke fælde nogen dom
om den.»
Stendhal: Chartreuse de Parme.
Det maatte være en lønnende opgave for en kulturhistori
ker at undersøke, paa hvilken maate behovet for og evnen
til at forståa fremmede folk har formet sig og utviklet sig i
den nyere europæiske historie. I spidsen maa man vel ogsaa
her sætte den store humanismens og renæssansens epoke, som
Jakob Burckhardt har betegnet som «opdagelsen av verden og
mennesket». Slik som Enea Silvio Piccolomini beskriver by
erne Basel og Wien, som Macchiavelli sammenligner tysk og
fransk væsen og Michel Montaigne skildrer de land han har
bereist, kan man merke en ny maate at lægge merke til frem
mede folks institutioner, livsformer og seder og en overlegen
og utdypet evne til at gripe disse företeelser. I den form,
hvorunder tanken har sit liv blandt os i dag, nåar dens umid
delbare rotter tilbake til oplysningens tidsalder. Idet oplys
ningen krævet og anerkjendte, at fornuften skulde være den
øverste og bestemmende regulator for menneskets og folkenes
liv, saa tapte for den forskjellen og motsætningerne mellem
de enkelte folk i betydning likeoverfor det ensartede og be
slegtede, som den overalt mente at finde i den menneskelige
fornufts utslag og frembringelser. Fra denne tankegang skrev sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
