Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De klassiske dyder og anarkiets moralister.
kelser og bedrageri maatehold, klokskap og retfærdighet.
Renæssansens individualisme hadde skapt et moralsk anarki,
som fuldstændig rev op gamle samfunds- og dydsbegreper.
Italien var i opløsning, Frankrike likesaa. Ved Henrik lll’s
død var spanierne herrer i Paris. Ligaen og hugenotterne
hadde delt provinserne mellem sig. Der var religionskrige
og borgerkrige. Anarkiet hadde magten. De klassiske dyder
flakket om næsten som landflygtige, spillet liten rolle blandt
alle de übændige viljer og kræfter renæssansen hadde sluppet
løs. Selvfølgelig møter man dem endnu helst i de lærdes
studerrum eller paa avsidesliggende gamle slotte og herresæter,
saaledes hos den konservative renæssanseindividualist Mon
taigne. Stille og rolig ligger slottet. Over indgangsporten
reiser sig et gammelt taarn. Her hadde han indrettet sit bi
bliotek, hvor ingen uanmeldt fik sætte sin fot. Her var bøkerne,
kapellet, de store arbeidsværelser med utsigt over Périgards
grønne aaser. Han deler tiden mellem promenader, samtaler
med venner og studier i biblioteket. «Jeg søker begavede og
hæderlige mennesker. Hvad vi taler om kan igrunden være
det samme. Vi skal ikke utvælge merkelige eller dypsindige
emner. Hygge og høviskhet skal præge vore samtaler, de
skal bæres op av modent, rolig omdømme, godt humør og
venskap. Nogen gange kan ogsaa filosofiske disputer fore
komme, men de maa ei tages altfor dypt eller alvorlig. Hoved
formaalet er en behagelig fordriven av tiden nous n’y
cherchons qu’å passer le temps.»
Vi ser straks for os livskunstneren og adelsmanden fuld
av renæssanseskepsis likeoverfor dyderne. «Love, fru Justitia,
fortjener ikke agtelse fordi de er retfærdige, men fordi de er
love. Deri og i intet andet bestaar det mystiske i deres auto
ritet. Love skrives ikke sjelden av dumrianer, oftere av per
soner som ikke vet hvad retfærdighet er, men altid av menne
sker, d. v. s. forfængelige og ukyndige væsener. Det findes
ikke værre og dypere uretfærdighet end den som kommer til
uttryk i lovene. Tænk paa lovene som styrer os. Findes der
et bedre vidnesbyrd om den menneskelige dumhet, slik
som de flyter over med feiltagelser og motsigelser. Hvad
vi har vænnet os til at kalde lovens mildhet er et sykelig
princip, deres strenghet en uretfærdig tilbøielighet i selve
hjertet av retfærdighetens eget væsen ... Jeg hadde en onkel
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
