Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De klassiske dyder og anarkiets moralister.
Derfor er det viljelivets lyrik som bærer hans digtning. Den
rolige, muntre, overlegne vilje, som nåar en beslutning er
fattet, holdt paa den fast og urokkelig. Her laa for ham
menneskets høieste kraft, dets største værdighet. Paa dette
punkt om viljens frihet bryter han baade med den antikke
skjæbnetragedie og Jansenismens modernt fornyede naade
lære, som hans store rival Racine var saa sterkt grepet av.
Var ikke viljen fri, vilde hele hans heroiske dydsforkyndelse
falde sammen. Derfor er han viljelivets store patetiker, den
moderne determinismes mest avgjorte motstander.
Er handlingen sat under lænker og bast.
Nødvendighets lov slaar ned dyder som last!
Er aanden da slave! En enevoldsmagt
har godt og ondt i sin egen pagt.
Intet at vinde, at frygte, at sælge;
ti denne vor frihet har intet at vælge,
er knyttet til love urokkelig fast.
Dyd uten ansvar, lyst uten last.
Man dræper konger, slaar altere ned.
Det er gudernes feil, kommer men’sket ei ved.
Men guddommen mister saavidt jeg kan skjønne,
al himmelens magt til at straffe og lønne.
Gi handling sit ansvar, sit ve og vel.
Han vil ha viljesfrihet ikke alene for dyderne men ogsaa
for lasterne og klager over «vertueux sans mérite et vicieux
sans crime». Forresten kræver han frihet «de nous laisser
faire» i den menneskelige værdighets navn. Døden betegner
viljelivets ytterste grænse, derfor er det netop ved nogen av døds
ordene at Corneille’s viljes og fornufts betonede etik viser
den store, tragiske patos. Hvilken potensert kvindelig stolt
het, næsten et skrik, ligger der i Emilies ord da Maximus
föreslåar hende at flygte nåar dette er uværdig. «Tu oses
m’aimer et n’oses mourir» du vover at elske mig og vover
ikke at dø Titus sitter med tungsindet fra et svindende liv.
Aa ja, Flavian det er haandverk at dø.
En smaating er livet. Hvad kommer mig ved
om aar eller snigmord stikker mig ned.
Vi dør jo hver time. I sandurets skjød
rinder minutten. Et skridt mot vor død.
Men la os forresten greie os seiv.
197
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
