Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: De klassiske dyder og anarkiets moralister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
Hans politiske tragedier har intet med dåtidens politiske
intriger og partivæsen at gjøre. Han skildrer politiske kampe
fordi han her under de vanskelige og motsætningsrike forhold
(ror at finde de kloke og faste viljer som de forskjellige situa
tioner kræver. Her tror han at se de frie avgjørelser med
individernes fuldstændige underkastelse under tapperhetens,
besindighetens, retfærdighetens og maateholdets dyder. Men
for den virkelige politik hadde han ikke særlig forstaaelse,
og seiv en saa varm beundrer som Lemaitre maa indrømme
at han paa dette punkt er «fort candide» temmelig naiv.
Han beundrer uten nogen smiger høitstaaende personer, ikke
fordi de har magt, endnu mindre fordi de kan nyde livet,
men tvertimot fordi de gjennem sit embede, sin opdragelse
og tradition forstaar at ofre sine smaa private tilbøieligheter
for offentlige interesser. Ogsaa kongerne har et hjerte, men
de .vet ogsaa bedre end nogen anden hvorledes de har at
opføre sig. Pligterne gaar foran alt, foran fornøielser, foran
hjertets smaa ønsker og tilbøieligheter.
Jeg er dronning og pligter byrder bære.
Vor rang er høi, vi tjene maa vor ære.
Paa vore ønsker maa vi lægge hersker-aag
og agte ringe hjertets, øiets sprog.
Vor tid har hat en tilbøielighet til at fortegne de klassiske
digterprofiler, idet f. eks. Holberg gjøres til en radikal indi
vidualist, tiltrods for Georg Brandes’ paa flere punkter helt
glimrende hævden av Holberg som klassiker. Moliére lages
til en romantisk misantrop, en slags forløper for Rousseau.
For at redde Corneille fra at bli en «tråkig moralist» har
man forsøkt at opfiffe hans helte, forme dem om efter
Shakespeare eller romantikken. Pauline i Polyeucte er blit
til en Desdemona eller Ophelia, Cid til en forelsket Romeo,
Polyeucte seiv til en fyrst Krapotkin, eller en eller anden
russisk nihilist av den type man for en del aar siden saa paa
pariserkafeerne, blond, blek og med lysende øine. Augustus
i Cinna blev til en blasert, ældre gentleman, et moderne
nervemenneske, kjed av magt og seire og som derfor kunde
være storsindet. Man har gjort Corneille’s stykker til indlæg
i dåtidens politik og har pekt paa marchall de Grammonts
ord om tragedien Othon, «at det burde være kongers breviar»
198
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
