Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Burchardt: En katolsk digter: Francis Thompson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O frankly fickle, and fickly true,
En katolsk digter: Franeis Thompson.
Overalt i Thompsons digte tinder vi denne utvikling,
denne samme retning. Han begynder sin «Ode til solen»
med at hilse den som den livbringende gud og tilstaar at den
er en gud som endnu ikke er død for ham; men før digtet
tar slut, fremhæver han at det er Skaperens billede han hil
ser i solen, for som alle ting er ogsaa den bare en del av
Ham.
For mennesker med en saa voldsomt krævende religion som
Thompsons falder det let naturlig at ringeagte alt legemlig.
Thompson henfaldt ikke nogensinde til denne svakhet. Hvis
det legemlige spillet liten rolle i hans digtning, var det fordi
det som noget magtesløst ikke interesserte ham. «Hvordan,»
spør han i «Anthem of Earth», «kan man slaa armene ut og
erklære at der intet findes bakenom, nåar man med disse
samme arme ikke engang kan favne det som man seiv er?»
Men han hævdet altid energisk at der er en gjensidig av
hængighet mellem legeme og sjæl : legemet er som veken,
oljen som sjælen; av oljens renhet og styrke avhænger vekens
lyskraft. Han krævet at askese skulde næres av kjærlighet
til legemet og ikke av hat.
Det var ikke meget som bandt Thompson til det faktiske
liv. Han savnet de væsentlige betingelser for at forståa det
komplicerte menneske. Da stod barnet ham nærmere. Efter
at han forlængst hadde opgit at finde hvad han søkte i kvinde
eller mand, var det, sier han i «Himmelhunden», barneøi
nene som gav ham nyt haab. Han hadde den lykkelige evne
at kunne sænke sig til barnets nivåa, se med et barns øine og
tale med et barns stemme («Ex Ore Infantium»)- Men han
indsaa allikevel, at forstaaelsen mellem barnet og den voksne
ikke kan være andet end ensidig. Den voksne maa altid se
hvad barnet ikke ser, og barnets hengivenhet kan ikke være
andet end vankelmodig:
do you know what the days will do to you?
to your Love and you what the days will do,
O frankly fickle, and fickly true?1
1 O, oprigtig vægelsindede og vægelsindede sande, vet du hvad dagene vil
komme til at gjøre mot dig, mot din kjærlighet og dig hvad dagene vil gjøre?
(X, oprigtig vægelsindede og vægelsindede sande.
323
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
