Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mads Nygaard: Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
senere :
Mads Nygaard.
læsning faar man mening i mylderet. Det gjælder Mellem
togene endnu mer end Paa Ekrernes gaard.
I Driftekaren er det anderledes ; kompositionen gir sig
seiv og forfatteren kan gi sin lyriske fantasi Mt løp. Nu
møter man ikke længer mange individualiserede mennesker
som i realismens tid, det er det ensomme individs stemnin
ger der skildres; for det trær de andre tilbake.
Det er til Ibsens Gildet paa Solhaug traditionen knyttes
med dens drømmende folkevisestemning og visionære kraft;
samtidig er dramaet et opgjør med og en syntese av Peer
Gynfs og Brand’s idéverden.
Her faar det aladdinske fantasiliv sin opreisning. Det
er i den fantasi som kogler alle, Driftekaren har sin styrke
og rigdom. Han lever av den: nåar kjøperen er beruset og
hvirvlet bort av hans syner, sælger han sin gamp med dens
skjulte lyder. Naar disse opdages er han i næste bygd. Der
er det Peer Gyntske kræmmeragtige ved ham, som i hans
forhold til kvinderne, hvor han viser den farende svends
moral.
Men minderne har magt over ham; hjembygden, og som
han sier:
Et rødblondt hode blev den stilhed
jeg bar igjennem livets vildhed.
I bygden gifter han sig med en rik enke, faar magt og
samler folket om en idé: kamp mot finnerne og deres ren
hiorder som herjer markerne. Han væmmes ved at se dølerne
stime i flok efter hans mindste syner, og da 80l hans ung
domselskede er ført til en anden bygd av sin mand, lar han
paa egte Peer Gyntsk manér dølerne greie sig seiv og gir sig
paa heiene. Under erotiske fantasterier og opgjør med livet
driver han og disciplen Brigt sine kreaturer mot Kristiania,
hvor de leirer sig like utenfor byen.
Under Brigts dødsscene gjøgler han angsten bort og sier
da Brigt dør:
Det er sandt som han sa, han fra Bjønnabø:
«Det mindste er jamen det at dø.»
342
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
