Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Benedict Momme Nissen: August Julius Langbehn - II. Hans liv og hans personlighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26. Samtiden. 1924.
August Julius Langbehn.
ting og derved søke at befordre dets utvikling. Midler og
veie dertil vilde han nok finde, selvom det faldt ham aldrig
saa vanskelig. Efter dette program levet han under store
savn en række aar, for det meste i Nordtyskland, men ogsaa
en vinter i Frankfurt under omgang med Hans Thoma, som
har malt ham som «Filosofen med egget». 1885—92 bodde
han i Dresden. Her blev «Rembrandt som opdrager» til.
Da han hadde læst korrekturarkene færdig, begav han
sig til Jena til Nietzsche, som levet i en anstalt der, for at
bringe ham til gunstigere omgivelser og opnaa hans helbre
delse. Men forsøket blev resultatløst. Imens blev hans bok
bekjendt. Uten offentlig at nævne sig som forfatteren, traadte
han som «Rembrandt-tyskeren» skriftlig og mundtlig i for
bindelse med sine læsere. Han saa sig om i Tyskland efter
«hvor mange og hvilke aandsfæller der fandtes her og der».
Han besøkte politikere, videnskapsmænd, kunstnere, geistlige,
studenter fra Nordslesvig og like ned til Kärnten. Bismarck
indbød ham gjentagne gånger til sig. Han sa om Langbehn:
«Det er et barnlig beskedent menneske, som man først maa
gi et puf for at faa ham til at tale, hvilket er saa meget merk
værdigere som han jo skriver med køller.» I Miinchen be
søkte han Ibsen. Denne spurte ham: «Er De fri?» (han søkte
forgjæves efter det tyske ord for «ugift»). Hans giest svarte:
«Ja fuglefri! Forstaar De?» Ibsen nikket livlig: «Javel.»
Langbehn skrev allerede i 1883: «Jeg foragter mæng
dens anerkjendelse og har altid foragtet den.» Derfor brydde
han sig litet om sin store ydre sukses, men han savnet sterkt
den indre virkning, Han utgav «40 sange» enkle digte,
fulde av ædel følelse. Der var et par erotiske skildringer blandt
dem. Derfor blev han sat under tiltale, vistnok blev han
frifundet, men denne oplevelse forsterket hans indtryk av, at
han ikke blev forstaat av dåtiden. Han mente det var en
dumhet, at han overhodet hadde vist sig som Rembrandt
forfatter i det keiserlige tyske rike, hvis aandelige utvikling
under Wilhelm II han fuldstændig misbilliget. I 1892 flyt
tet han til Østerrike.
Netop i denne tid var jeg traadt i nærmere venskapsfor
hold til ham. Jeg hadde lært at skatte hans store moralske
energi stadig høiere og høiere og erfart dens sunde virkning
paa mig, men jeg saa ogsaa, hvor übeskyttet denne ensomme
385
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
