Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Benedict Momme Nissen: August Julius Langbehn - III. Germansk og religiøs reform
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
August Julius Langbehn.
feri, hans staalhaarde haand. Den rækker fra hans Gud til
hans penger.»
I den første tid av vört bekjendtskap föreslog jeg engang
Langbehn at grunde et tidsskrift for den sammenslutning av
et «ædelt mindretal», som han hadde erklært for nødvendig.
Han avslog det, for slikt kunde bare grundes paa jorden.
Han vilde dengang reformere ved ædel race og rene karak
terer, videre ved sunde, modne kunstnerskikkelser, som skulde
løfte og danne folket. Han haabet paa, eller holdt for mulig, et
nyt opsving i tysk liv ved en vis og heldig statsdannelse i
retning av Venedig og Holland. Men med den tiltagende for
dypelse i sin egen sjæl indsaa han, at denslags rent jordiske
kræfter ikke strakte til, at folkereform maatte bæres av re
ligiøs reform. Alt i 1887 bemerket han, at nedertyskernes blik
ikke bare svævet fra det snævre ut i det vide, fra straataket
utover den endeløse hede, men det sænket sig fra sanserne
ned i sjælelivet, fra den handlendes verden til beskuerens.
«De ber,» sa han, «skandinaverne, engelskmændene, ameri
kanerne.» Han saa deres styrke i deres alvor likeoverfor
Gud dels i de fremstormende religiøse og etiske nydannel
ser, dels i de slumrende kristelige følelser hos den nedertyske
folkemasse.
Vi har i Tyskland nylig atter faat en folkelig bevægelse
som ogsaa vil være urgermansk og religiøs. Den har en
kelte berøringer med Rembrandtboken, men Langbehn har
dog litet at gjøre med den. Han holdt ialfald siet ikke av
nyopvækkelsen av en tysk-hedensk kultus, hvis hovedforkjæm
pere i fanatisk jødefiendskap kaster det gamle som det nye testa
mente, ja hele kristendommen overbord. Folkereligioner var
for ham høist foreløbige trin, saafremt de ikke bare var at
betragte som digteriske fantasibilleder. Den sande religion
maatte være overnational, ja den maatte være kristelig.
Mens han endnu ikke var nogen troende kristen værdsatte
han dog, alene ut fra dyp, menneskelig følelse, Jesu Kristi
personlighet som det høieste jorden har set. I Rembrandt
boken sa han allerede:
«Forsaavidt som Kristus repræsenterer den høieste aan
delige, sedelige og religiøse ungdommelighet, det egentlige Guds
barn, tør man si at hver tysk gjenfødelse maa fuldbyrdes i
hans tegn . . . Kristus, barnet, er og blir altid det høieste.»
393
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
