Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolv Laache: Kavallerer og puritanere efter slaget paa Marston Moor - 1 - 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kavallerer og puritanere efter slaget paa Marston Moor.
parlamentet i de to aar, borgerkrigen nu snart hadde varet. «Vel
signet for evig være Gud, som har set ned til os alle paa
hin ærefulde 2den juli,» skrev det skotske medlem av den
geistlige «Westminster-forsamling», presten Robert Baillie, til
en landsmand og kaldsbroder i armeen ved York, og han
fortsatte: «Av hvad jeg ser her [i London] og av hvad jeg
hører fra Edinburgh, var vore kirkelige som vore politiske
bestræbelser, baade her og i Skotland, i en saadan stilling,
at dersom I paa hin dag hadde git efter, vilde sandsynligvis alt
det vi har bygget op i disse förgångne aar være blit om
styrtet paa mindre end en maaned til usigelig sorg og til
fordærv for alle gudfrygtige i begge monarkier.»
Der er faa ting i historien som gjentar sig mere ufrå
vikelig end pinlige opgjør imellem fæller efter et tapt og
efter et vundet slag. Ingen kan undre sig over at slikt fandt
sted blandt kavallererne som aldrig gjorde krav paa at være
mere end mennesker. Efter Marston Moor blev det aaben
bart for enhver at giftig avind og higen efter jordisk ære
kunde rummes endog i puritanske bryst. Før juli maaned
var tilende, visste halve England at der i York natten efter
slaget hadde været en scene imellem Rupert og Newcastle,
hvor parterne høirøstet drøftet enten markiens bedagelighet
eller den andens motsatte egenskaper bar skylden for neder
laget; ja, der blev sagt at Newcastle i raseri hadde draget sit
sverd. Næste morgen reiste han avgaarde og forlot landet.
Blandt puritanerne, militære som civile, blusset der op en
voldsom strid om hvilken av deres generaler skulde regnes
som den egentlige seierherre.
Stemningen i den seirende armé var ikke den bedste.
Intendanturen befandt sig i en elendig forfatning, og til en
begyndelse smakte soldaterne knapt vaatt eller tørt. At for
følge fienden kunde der ikke være tale om uten de forsterk
ninger som hadde været ventet allerede under Yorks belei
ring, og desuten maatte man oppebie tilbakekomsten av hæ
rens egne flygtninger. Forsterkningerne kom snart frem.
Merkelig nok visste de nyankomne intet om de store begi-
407
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
